"Usynlige piger" følger teenagepigerne Maria, Maiken og Silan, der føler sig sat af fællesskabet i klassen og kæmper for at træde ud af rollen som outsider. Ensomhed er ifølge filmens instruktør, Sidse Stausholm, et kæmpestort og overset problem for børn og unge.
"Jeg hørte en ungdomsforsker sige, at det at have venner er noget af det vigtigste for børn helt ned i de små klasser. Også en medarbejder på Børnetelefonen fortæller i min research, at næsten alle Børnetelefonens henvendelser handler om problemer med venner og ikke – som man tit får indtryk af i tv – om problemer i forbindelse med skilsmisse, alkohol, stoffer og vold," siger Sidse Stausholm.
Hun og instruktørkollegerne i serien "Næsten voksen" havde lyst til at skabe nogle mere hverdagsagtige dokumentarfilm. Om almindelige unge. "Vi ville ikke være så voksenforargede, men ville i øjenhøjde med de unge," siger hun.
Tabu: Bare ensom
Ifølge instruktøren kender de fleste den utilpashed, man som menneske føler ved at blive dømt ensom. At være alene ude at spise eller bare vente på en ven på en café. Så er det pludselig utrolig vigtigt at have en avis eller en mobiltelefon.
"Det er simpelthen så tabubelagt," siger Sidse Stausholm. Da hun skulle finde sine hovedpersoner, viste det sig at være lettere at få f.eks. cuttere og anorektikere til at stille op end unge, der "bare" var ensomme.
"At være ensom er enormt svært at stå ved. Det er ikke noget, man selv har valgt, og der er ikke noget som helst cool i det. Det er bare pinligt. Det er det sværeste cast, jeg nogensinde har været ude i," siger hun.
Da Sidse Stausholm skulle finde sine tre hovedpersoner, lagde hun afgørende vægt på ikke at komme til at hænge pigerne ud. Ved bevidst at vælge nogle piger, der havde styrke til at bryde ud af outsiderrollen. Der skulle være lys for enden af tunnelen.
"Det var meget vigtigt for mig at vælge at arbejde med nogle piger, som jeg kunne se en udviklingsmulighed i. Stoffet er tungt, når de er så kede af det, og det ville være rigtig svært at lave en film, hvor man blev i problemerne. Så jeg lavede en forhåndsaftale med pigerne om, at jeg ville blive ved med at filme dem i lang tid og ikke give slip på dem, hvis det var rigtig slemt."
Undervejs i filmen blev Sidse Stausholm f.eks. urolig for, hvor det bar hen med Maiken, som igen blev drillet i skolen, men det løste sig heldigvis.
"Det er det fantastiske ved teenagere – at der er så meget liv i dem. Det svinger helt vildt, hvordan de har det. Det gik rigtig stærkt for alle tre piger under optagelserne, så de kom heldigvis alle tre videre, mens vi filmede."
Animeret chat
Undervejs i optagelserne gik det op for instruktøren, hvor svært det er at filme ensomhed. Hun valgte derfor at lade pigerne chatte med hinanden om, hvordan de havde det og senere indtale det til animerede karakterer.
Siden er de tre piger startet på nye uddannelser. Men de er alligevel nervøse for filmens premiere og for at møde den hånlighed, som de ellers har lagt bag sig. De er forberedt på, at der måske vil være modstand fra nogle af deres gamle klassekammerater, men parate til at tage imod den. Fordi deres motivation til at medvirke fra starten var at hjælpe andre unge i samme situation.
"De havde det sådan, at hvis bare en ville få det bedre af at se den film, ville det være fint. Men jeg tror også, at de har lyst til at vise, at de ikke er knækket."
Klare det selv
Filmen viser ikke desto mindre, hvor svært det er at bryde ud af et negativt mønster, og at det ikke er muligt at hente hjælp udefra. Alle pigerne har f.eks. søde forældre, men hverken forældre eller lærere kan for alvor ændre mekanismerne i en ungdomsgruppe.
"Det er en af de erkendelser, som alle pigerne får. At når de befinder sig ude i situationerne, er de nødt til at træde i karakter og klare det selv."
Sidse Stausholm håber, at både de ensomme unge og dem, der omgiver dem, vil se filmen. Og lære af den.
"Jeg håber, at filmen bl.a. vil få nogle til at indse, at det er muligt at ændre sin opførsel. Når man tænker tilbage på sin egen klasse, ved man jo godt, hvem der havde det sådan på et tidspunkt. Og måske var det én selv. Det er tit utrolig tilfældigt, hvem der bliver sat udenfor."
