Forestil dig et natblåt rum uden hjørner. I midten står et monumentalt aluminiumsbord med perforeringer, som får overfladen til at minde om jorden eller en ukendt planet set oppefra. Oven over hænger en stor lysskive, så bordpladen skinner i det dunkle rum, og lyset afsætter et gådefuldt mønster under det meterhøje bord. Fordelt hele vejen rundt om bordet ligger en række iPads.
Er vi i en filmkulisse? Et meditationsrum? Eller måske et sted for rituelle handlinger eller skæbnesvangre beslutninger?
Konkret befinder vi os i en installation, som dokumentaristen Michael Madsen har skabt sammen med arkitekt Jonathan Houser til Louisianas efterårsudstilling om Månen.
Og som med sine seneste film har Madsen igen kastet sig over et emne med svimlende perspektiver. I 'Into Eternity' (2010) reflekterede han over, hvordan vi kan overskue et tidsspand på 100.000 år i forbindelse med byggeriet af verdens første permanente atomaffaldslager. I 'The Visit' (2015) kortlagde han et videnskabeligt underbygget scenarie for, hvordan vi vil reagere, hvis vi får besøg af rumvæsner.
I 'The Search', som installationen på Louisiana hedder, og som næste år følges op af en film, kaster Madsen sig igen over en abstrakt forestilling og giver den konkret form. For filmmageren, der har en baggrund i kunstverdenen, handler det i 'The Search' ikke om vores fascination af Månen, der præger resten af udstillingen på Louisiana, men om vores måske største iboende frygt – at jorden en dag vil gå under.
"Det er også min egen personlige angst, der er på færde. Som barn var jeg bange for at være det sidste menneske på jorden. At der pludselig en dag ikke ville være andre end mig. Jeg tror, at det taler til noget helt fundamentalt hos os alle."
"Men jeg synes også, at den angst får ekstra næring i verden i disse tider på grund af politisk fragmentering, klimaforandringer ude af kontrol, overbefolkning og alt det andet uoverskuelige, der er så vildt svært at tale om. Vi har ikke rigtigt noget sprog for, hvad de fænomener kommer til at betyde for menneskelivet. Vi har ikke nogen begrebsverden, der kan håndtere det. Og det ender med at gøre os handlingslammede, hvis ikke vi får en ny, tidssvarende billedliggørelse – hvad der må være en del af en filminstruktørs selvforståelse," siger Madsen.
Her er 'The Search' et bud på, hvordan vi kommer bag om den gru, siger Madsen. Installationen blander flere æstetiske udtryk og platforme, hvilket for instruktøren er "ideelt til at række ind i nogle sanselige, ikke-intellektuelle domæner hos publikum."
"Lanceringsmæssigt er det også med til at udvide kontakten til publikum, fordi værket opererer hinsides biografrummet og de vante, etablerede møder. Kunsten opstår netop først i mødet med publikum."
Tør du rejse med?
Installationen, der er støttet af Filminstituttets ordning for tværmedielle projekter, bruger de fysiske, digitale og filmiske elementer i rummet sammen med et musikalsk spor til at iscenesætte det første skridt i en fiktiv rumrejse – nemlig en personlighedstest, hvor den besøgende med sig selv skal afgøre sin egnethed til at stige ombord på et generationsrumskib med kurs mod fjerne solsystemer, når oversvømmelser og overbefolkning gør livet på jorden uudholdeligt.
Via iPadsene på det skinnende aluminiumsbord toner instruktøren frem med et djævelsk glimt i øjet og sætter rammen: Tør du rejse med, i menneskehedens tjeneste?
"Jeg beder gæsterne tage deres grundlæggende frygt alvorligt. Som dokumentarist er det vigtigt for mig at fastholde virkeligheden i mine projekter, så jeg kan skabe et troværdigt udgangspunkt for oplevelsen. Selve testen er lavet i samarbejde med en rumpsykolog, og ideen om et generationsrumskib bygger også på rumvidenskab. Der er ingen hittepåsomhed. Gæsterne skal besvare reelle spørgsmål om eksistentielle og praktiske forhold ombord på en sådan en færd, hvor man gennem reproduktion skal holde et stabilt samfund i tusindvis af år," siger instruktøren.
"På den måde håber jeg at give publikum, om ikke et direkte sprog, så i hvert fald en dybere erfaring af det, vi ikke tør se i øjnene. Det bliver en indre rejse, hvor publikum for en stund kan sanse de ufattelige perspektiver. For tænk, om alting for os mennesker her på jorden vitterlig allerede er for sent."
Svævende rumskibe i haven
Men det er ikke gjort med iscenesættelsen inden døre. 'The Search' fortsætter ude i det fri, hvor publikum får tilført endnu en dimension til deres fiktive rumrejse. Madsen bruger teknologien Augmented Reality, også kaldet AR, så mobiltelefoner kan opfange computerskabte 3D-fragmenter af installationens rumskib, svævende over Louisianas tage.
"Vi gør nogle ting konkrete, som ellers er svære at visualisere eller forstå," siger han om samarbejdet med arkitekt Jonathan Houser, der har været med til at skabe den oplevelse, der møder publikum både inde og ude – og online via projektets hjemmeside thesearch.dk, hvor værket også kan opleves i flere af sine æstetiske dimensioner.
Og det tiltaler den 47-årige instruktør, at det tværmedielle format giver nogle helt andre muligheder end filmmediet for at få publikum engageret. For eksempel bliver gæsterne, i forbindelse med personlighedstesten, også bedt om at indtale deres mest værdifulde minde om deres tid på jorden, som de kan dele med de andre på udstillingen.
"Det er publikum, der er hovedkarakteren. Jeg kan inddrage dem på en langt mere radikal måde end i mine film. Ikke bare fordi de er fysisk til stede, men fordi der er en helt anden dramaturgi, en helt anden måde at fortælle på. Oplevelsen er ikke drevet af et plot, men går ind i kroppen på et andet plan ved at arbejde med noget, der er abstrakt og konkret på samme tid. Det giver plads til publikums egen oplevelseskraft, så de kan sætte følelser og billeder på noget, der egentlig er utænkeligt, nemlig menneskehedens uddøen her på jorden."
Få jordforbindelse igen
Selv om jordens undergang ikke just er et opløftende tema, er det langt fra følelsen af handlingslammelse, som Madsen ønsker at efterlade hos publikum. For netop gennem den virtuelle rejse ud i rummet kan der skabes et perspektiv, så vi bedre kan se vores egen verden, håber han.
"Installationen er tænkt som en mental katapult, der sender os langt væk fra jorden, så vi kan kigge tilbage og opdage, at her er stor skønhed – og så vi kan spørge os selv, om vi kan dyrke det på en anden måde eller stille os i større kontakt med det."
"På den måde kan installationen, i et øjeblik i hvert fald, få folk til at miste jordforbindelsen, men så lande igen og gå herfra med et andet perspektiv på den verden, som vi allerede har. Det ville være fornemt, synes jeg."