Finnerne elsker at brokke sig. Så meget, at det finske sprog har et ord for det fænomen, at mange mennesker brokker sig i kor: Valituskuoro! Så hvad er mere naturligt for to finske akademiuddannede kunstnere end at rejse verden rundt for at gøre brokkekoret til Finlands nye eksportvare på linje med vodka, lakrids og Nokia? Det har parret Tellervo Kalleinen og Oliver Kochta-Kallleinen gjort ud fra devisen, at al den energi, verden bruger på at brokke sig må kunne anvendes bedre. For hvis husaffald kan blive til brændstof, kan dagligdagens brok vel også blive til flerstemmig korsang?
De to kunstnere har siden 2005 samlet brokkende mennesker over hele verden, sat brokbidderne sammen til en tekst, ladet en komponist sætte musik til og til slut har folk efter bedste evne fået lov at synge deres brok ud offentligt af deres lungers fulde kraft! Med en selvfølgelighed, der er åbenlys for enhver born and bred Brummie, startede projektet i Birmingham, hvor brok er en næsten så naturlig del af hverdagen som i Finland. Sidenhen har behovet for brokkekor vist sig at være større, end de to finner selv kunne overkomme, så konceptet er sidenhen blevet givet frit. Kværulanter så forskellige steder som Pittsburgh, Jerusalem, Alaska og Ungarn har på eget initiativ forenet sig i lignende brokkekor.
Pludselig pengemand og kedelige kunstnere
Ada Bligaard Søby havde kendt de to finner siden 2004, da hun takket være en amerikansk finansmands uventede gavmildhed hovedkulds blev hægtet på deres verdensomspændende jagt på brok. Det var i 2006 og finansmandens penge gjorde, at såvel en pladeudgivelse med brokkesangene og en film om projektet var inden for rækkevidde. Da Tellervo og Oliver spurgte Ada Bligaard Søby, om hun ikke ville følge dem under tilblivelsen af to kor – et i Chicago og et i Singapore - var hun straks med på ideen.
"Det fantastiske ved hele projektet er jo, at der tilsyneladende er et kæmpe behov over hele verden for at brokke sig. Og for et rum til at brokke sig i. Der er både en meget stort fællesskabsfølelse i brokkeriet samtidig med, at de kulturelle forskelle virkelig bliver synlige. Hvad brokker folk sig over verden over? Hvor ligger forskellene og lighederne? Det er jo positivt at komme ud med problemerne på en konstruktiv måde – i det her tilfælde ved at synge. Så jeg synes fra starten af, at Tellervo og Olivers projekt var et fantastisk råmateriale for en film."
"Desværre blev det også klart, at Tellervo og Oliver var nogle temmelig kedelige hovedpersoner i filmen. De sagde simpelthen for lidt. Og så havde de både fået et barn og været i gang med projektet i et par år – så den entusiasme, man har når man gør noget første gang, var efterhånden forsvundet."
Ada Bligaard Søby måtte derfor tænke flere lag ind i filmen end bare dokumentation af de to korworkshops. Og da der samtidig var en tendens til, at det var den samme gruppe mennesker, der dukkede op til brokkekorene over uanset hvor i verden – politisk bevidste mennesker fra middelklassen - prøvede Ada Bligaard Søby at få nogle andre i tale. Mennesker, som virkelig havde noget at brokke sig over, men som ikke fandt vejen forbi Tellervo og Olivers korworkshops.
I Singapore fandt hun en ældre kvinde med en aggressiv autistisk søn, hvis medicin alene kostede det meste af hendes pension. Hun havde noget at klage over, men var flov over at gøre det i offentlighed. Et par singaporeanske bøsser blev det også til, og eftersom homoseksualitet er forbudt i Singapore, er det ikke engang noget, man kan og må brokke sig over.
Og som kontrast til hele brokkekorstanken, fandt Ada Bligaard Søby en præst fra Kansas City med budskabet om at man skal holde sine klager inde for at gøre verden til et bedre sted at være. Dermed indrammes filmens bærende spørgsmål: Er brok og klager en god ting? Nytter det? Eller forpester det bare luften for ens medmennesker?
Censur i Singapore
De to korworkshops i filmen står i skærende kontrast til hinanden. Fra den universitetsuddannede hvide middelklasse i Chicago, hvor brok er en naturlig social omgangsform, til Singapore, hvor offentlig brok og protest simpelthen ikke er noget, man er opdraget til. Fra Chicago til Singapore ændredes projektet fra at handle om brok som et socialt og psykologisk fænomen til at handle om politisk ytringsfrihed.
"I Chicago kom en af deltagerne til at sige, at Obama var ved at blive kedelig – og da vi filmede hende bagefter, blev hun i tvivl om hun skulle have sagt det. Hun ville jo ikke være kritisk og støde folk fra sig, hun ville bare gerne møde nye venner. Koret i Chicago var helt klart ikke et sted for politisk brok."
I Singapore var der brok over regeringens mange kontroller og forbud på dagsordenen, hvilket resulterede i en meget politisk sang. Som i første omgang blev godkendt af regeringen. Men da regeringen nedlægger forbud mod at en lille del af koret bestående af malaysiske statsborgere med permanent bolig i Singapore deltager i koret, kuldsejler projektet. Da komponisten og korlederen er studerende fra Malaysia, og eftersom man godt kan forbyde malaysiske statsborgere at optræde i offentlighed i Singapore, kunne korets offentlige optræden ikke gennemføres.
"Og mens vi er ved politik og folkets behov for at brokke sig over regeringen, fortalte Oliver mig, at da de lavede et brokkekor i Skt. Petersborg, kom der til deres overraskelse ikke én klage over regeringen – men en masse om ulykkelig kærlighed. For som en russer fortalte: Hvad er vigtigst, Putin eller kærligheden? Det er da en kulturel forskel man kan tage at føle på!"
Læs mere om Tellervo Kalleinen og Oliver Kochta-Kallleinens projekt på www.complaintschoir.org.
"Complaints Choir" er produceret af Morten Kjems Juhl for Fine & Mellow Productions i samarbejde med Kinotar og Smog Veil Records og har desuden modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut.
