Verdenspremiere på stjernespækket Bier film

Susanne Biers længe ventede "Serena" har verdenspremiere den 13. oktober på London International Film Festival. Briterne får dermed et forspring på filmen, der har europæisk premiere senere på måneden.

BFI London Film Festival har fået æren af verdenspremieren på det historiske kærlighedsdrama "Serena" med amerikanske Bradley Cooper og den Oscar-vindende Jennifer Lawrence i hovedrollerne. Filmen, der desuden har David Dencik og Kim Bodnia på rollelisten, bliver vist i serien "Love Gala" i en udsolgt biografsal mandag den 13. oktober og igen fredag aften den 17. oktober.

Handlingen foregår i North Carolina i årene 1929 og 1930. Med de mægtige skove som dramatisk bagtæppe er "Serena" en romantisk fortælling om grådighed, magt, store drømme, begær og en altfortærende jalousi. Filmen er baseret på Ron Rashs amerikanske roman af samme navn fra 2008.

"Serena" er ikke den eneste danske repræsentant på festivalen. Både "The Salvation", "En chance til", "Ækte vare" og MGP-Missionen" er at finde i årets program. Desuden kan Sidse Babett Knudsen ses i hovedrollen i "The Duke of Burgundy", der også vises på festivalen.
 

BFI London Film Festival finder i år sted den 8.-19. oktober. "Serena" har dansk premiere den 30. oktober.