En veteran. Det er vist nærmest, hvad man kan kalde Kim Fupz Aakeson, når det handler om filmfestivalen i Berlin. I løbet af blot otte år har den danske manuskriptforfatter haft hele fem manuskripter med i festivalens hovedkonkurrence, og når den 60. Berlinale er vel overstået i slutningen af uge 7, vil de kræsne, tyske festivalgæster have stiftet bekendtskab med endnu to Fupz Aakeson-værker.
"Jeg har virkelig haft en heldig hånd i Berlin. Det er jo ellers et hårdt publikum, som buher og skrider, hvis der er noget, de ikke kan lide. Men 7-9-13 er det nu gået meget godt for mig indtil videre," siger Kim Fupz Aakeson selv om sin kærlighedsaffære med den tyske festival, som siden hovedkonkurrencedebuten med "Små ulykker" i 2002 har tildelt hans film tre priser, blandt andet en fornem Sølvbjørn for "En soap" i 2006.
Fængsel og filmsygdom
Det er to meget forskellige Fupz Aakeson-film, som i år deltager i kampen om de tunge bjørne i ædelmetal i den tyske hovedstad. "En familie" er en film om kærligheden mellem en dødssyg far og hans datter, instrueret af Pernille Fischer Christensen og med blandt andre Jesper Christensen og Lene Maria Christensen i de bærende roller. Selv ser Kim Fupz Aakeson blandt andet historien som et opgør med det, han kalder filmsygdom.
"Vi køber ikke den der "Uha, jeg er vældig syg, og jeg dør nok snart, men jeg ser stadig skide godt ud og har mascara på". Vi har selv prøvet at miste vores fædre, og det er ikke kønt. Så vi går til det på en anden måde. Det er en nøgtern og på mange måder barsk fortælling."
I den norske "En ganske snill mann", Kim Fupz Aakesons andet bud på en vinder, er tonen straks mindre alvorlig.
"Men publikum skal på den anden side heller ikke forvente snappy lines og hurtige klip. Det går faktisk ret langsomt. Filmens instruktør, Hans Petter Moland, har udtrykt det meget præcist: 'Det er ikke en komedie, det er et drama. Og vi kan jo ikke gøre for, at folk griner undervejs'," siger han om filmen, der følger Ulrik, som netop er kommet ud i friheden efter 12 års fængsel og nu skal gøre op med sig selv, om han skal koncentrere sig om at hævne fortiden eller leve for fremtiden.
Den alvorlige festival
Det er de alvorlige film, som har bedst chance for at vinde i Berlin. Det er i hvert fald den opfattelse, Kim Fupz Aakeson har fået af festivalen efter at have deltaget i hovedkonkurrencen fem gange.
"Der er meget politik, mange krigsforbrydelser, mange hjemvendte soldater i de film, der deltager. Og det har da også været de mere alvorlige af mine film, som er kommet med derned. "Forbrydelser" og "Anklaget" er jo ikke ligefrem nogle, man slår sig på lårene af grin over”¦," siger han tørt og tilføjer:
"Så derfor havde jeg også kun et venligt smil til overs, da nordmændene nævnte, at de ville sende "En ganske snill mann" derned".
Ikke det ord, men dét ord
Når "En ganske snill mann" har verdenspremiere i Berlin mandag den 15. februar, er det samtidig første gang, at Kim Fupz Aakeson deltager i hovedkonkurrencen med et ikke-dansksproget manuskript. Han har tidligere arbejdet med den svenske instruktør Åke Sandgren på "Den jag älsker" fra 2007, ligesom han har skrevet manuskriptet til David Mackenzies "The Last Word" med blandt andre Ewan MacGregor og Connie Nielsen, som har premiere i løbet af 2010.
"Ovenpå alle de år i dansk film er det da fedt at få lov til at komme ud i verden, og det er forfriskende at arbejde sammen med nogle nye spillere, som man aldrig har set før. Det er som at starte forfra i filmbranchen, og det er skide sjovt."
For en manuskriptforfatter, som med sine egne ord kan være "ret hys med sine replikker", kan det dog også være en udfordring pludselig at skulle sende sin tekst videre til en oversætter.
"Det er helt klart en tillidsøvelse, som jeg skal vænne mig til. Jeg er meget specifik med, hvad jeg vil have mine karakterer til at sige. "Det er ikke det ord, men dét ord!". Det er det, man mister ved at gå udenlands – den her helt klare fornemmelse af at 'Her er den! Det er den helt rigtige replik!'. Jeg er på udebane på norsk, og så må jeg jo have tillid til, at de har oversat det rigtigt," siger Kim Fupz Aakeson, som trods interessen fra udlandet dog mest af alt ser de internationale film som et spændende supplement til karrieren i dansk film.
"Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville holde op med at lave film i Danmark, fordi jeg syntes, at nu var jeg blevet for fed. Det er inspirerende at lave film i udlandet, men der er også noget, der hedder hjem."