Den 6. november lancerede Cinemateket en omfattende filmserie om Hollywood-filmikonet Ida Lupino. Filmkritiker Nanna Frank Rasmussen og forkvinde for WIFT Anna Esther Boukris var indbudt til en diskussion af kvinderepræsentation i filmbranchen fra 1950'erne til i dag.
Programredaktør i Cinemateket Rasmus Brendstrup modererede snakken, som både tog afsæt i Ida Lupinos virke, men også kvinders forhold i dansk film og filmbranchen generelt. Trioen kom også med bud på, hvilke initiativer man kan tage for at sikre en større kønsbalance i filmbranchen.
Filmserien om Ida Lupino strækker sig fra den 6. november til den 30. december. Her kan du se et udpluk af hendes hovedværker som 'Blafferen' (1953), der handler om samtidens morder Billy Cook, og trekantsdramaet 'Jeg er bigamist' (1953), hvor Lupino er at finde både foran og bag kameraet. To film, der tog fat på nogle af samtidens tabuer, som Hollywood vendte det blinde øje til.
Der er også mulighed for at opleve den internationalt anerkendte filmhistoriker og forfatter Donald Spoto, som vil fortælle om Lupinos betydning for Hollywood.