Vildt dusin film på Filmstriben

FILMSTRIBEN præsenterer 12 gode, nyere danske spillefilm. Se blandt andet Pernille Fisher Christensens seneste film "Dansen", Per Flys "Kvinden der drømte om en mand", Annette K. Olesens "Lille soldat" og Jacob Thuesens "De unge år – Erik Nietzsche sagaen del 1". De kan ses gratis på nettet.

Dansen (Se filmen)
Pernille Fisher Christensen, 2008, 96 min.
Pernille Fischer Christensen er i næste måned biografaktuel med en ny spillefilm, "En familie", og du kan vame op med at se eller gense hendes seneste film. "Dansen" handler om singlepigen Annika, der, sammen med sin jordnære og effektive mor, driver en populær danseskole. Da Annika møder elektrikeren Lasse, forelsker hun sig voldsomt og begærligt. Men der er noget, som Lasse ikke har fortalt. Annika konfronteres med ukendte og farlige følelser, både i Lasse og i sig selv.

Kvinden der drømte om en mand (Se filmen)
Per Fly, 2010, 100 min.
En gift kvinde har en tilbagevendende drøm om en mand. På en arbejdsrejse til Paris møder hun manden fra sine drømme i virkeligheden. De udlever en kort, men heftig forelskelse. Da hun senere rejser til Warszawa med sin mand, møder hun igen manden fra sin drøm, og denne gang udvikler forholdet sig til en besættelse, der får fatale konsekvenser.

se film hjemme

Med Filmstriben kan du se filmene derhjemme via dit bibliotek.

Du kan se over 900 dokumentar-, kort- og animationsfilm. Der tilføjes løbende nye danske og indkøbte titler, som Det Danske Filminstitut har distributionsrettigheder til.

Filmene kan ses, hvis du bor i én af de 79 kommuner, der er tilmeldt Filmstriben. Du skal blot angive din adgangskode og password til dit lokale bibliotek.

Filmen streames i dvd-kvalitet.

Filmstriben har ikke internationale visningsrettigheder og kan derfor kun benyttes i Danmark. Bemærk, at Filmstriben kun fungerer i Windows med Internet Explorer. I 2011 bliver der også adgang via Mac.

Visse film er kun clearet til visning på biblioteker. Det vil være særligt angivet.

Filmstriben drives af DBC i samarbejde med Det Danske Filminstitut.

www.filmstriben.dk

Den du frygter (Se filmen)
Kristian Levring, 2008, 95 min.
Den midaldrende Mikael melder sig uden sin kones viden som forsøgsperson i en test af antidepressive midler. Selvom forsøget aflyses grundet farlige bivirkninger fortsætter Michael med pillerne. Uden at Michael kan styre det, vælter nu fortrængte følelser op i ham med en styrke og voldsomhed, der får uforudsigelige konsekvenser.

Lille soldat (Se filmen)
Annette K. Olesen, 2008, 102 min.
Da soldaten Lotte vender hjem, mærket af den krig hun har deltaget i, tilbyder hendes far hende et job som chauffør for hans nigerianske kæreste, escortpigen Lily. Hverken Lotte eller Lily har den store interesse for den anden, de skal bare overleve. Men da Lotte bliver vidne til Lilys liv, tager hun en beslutning, der ændrer fremtiden for dem begge.

Læs interview med Annette K. Olesen.

De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1 (Se filmen)
Jacob Thuesen, 2007, 92 min.
I 1979 bliver den unge, idealistiske Erik Nietzsche - Lars von Triers alter ego - optaget på Den Danske Filmskoles instruktørlinie. Men det går hurtigt op for ham, at filmverdenen ikke er, som han forestillede sig. Erik ser sig omgivet af koleriske, ubehjælpsomme lærere, mærkværdige medstuderende, indbildske filmarbejdere og uskrevne regler.

På Filmstriben kan du også se Lars von Triers kortfilm Occupations (Se filmen).

Hjemve (Se filmen)
Lone Scherfig, 2007, 97 min.
Den er helt galt i den lille provinsby. En mand er set nøgen om natten. Han havde intet andet end en avis i hånden - og man kunne se det hele! Sådan en oplevelse kan virkelig trække tænder ud, og det varer ikke længe, før byen er som forandret, og alle mistænker alle.

En enkelt til Korsør (Se filmen)
Gert Fredholm, 2008, 104 min.
Efter forsvaret af sin Ph.d. "Den romantiske idiot" står Rasmus pludselig arbejdsløs og må takke "ja" til stillingen som dansklærer for en broget skare elever på VUC i Korsør. Rasmus forelsker sig voldsomt og aldeles ukorrekt i sin elev Signe, som viser sig at have en kæreste, der hedder Camilla! Men Signe drømmer om at få et barn, så det er ikke enkelt at være en romantisk idiot i Korsør.

Velsignelsen (Se filmen)
Heidi Maria Faisst, 2009, 75 min.
Den nybagte mor Katrine kan ikke amme sit nyfødte barn. Desperat over ikke at være lykkelig mor, der elsker den nyfødte, rækker hun ud efter sin egen mor, som flytter ind. Men det, der skulle have været en hjælp, bliver en kamp.

Vanvittig forelsket (Se filmen)
Morten Giese, 2009, 94 min.
Daniel er studerende på konservatoriet og et lovende pianist talent. Da han forelsker sig i Sofie, åbner der sig en ny verden for ham. Sofie betyder alt for Daniel, og selvom det går ud over hans øvning på konservatoriet, og han presses af omverden til at droppe Sofie, flytter de sammen. Da Daniel får en mistanke om, at Sofie måske ser en anden, ændres alting. Mistanken bliver en besættelse, og den får voldsomme konsekvenser.

Gå med fred Jamil /Ma Salama Jamil (Se filmen)
Omar Shargawi, 2008, 90 min.
Den 30-årige libaneser Jamil dræber en mand fra en familie, som hans egen familien har været i fejde med i årevis, og sætter derved gang i en voldsspiral mellem suni- og shia-muslimske grupper i København. Men selv om 'Ma Salama Jamil' er et hævndrama af den skrappeste skuffe, har Omar Shargawis debutfilm også en stor indfølthed med sine personer og et nuanceret blik for troens betydning for dem.

Himlen falder (Se filmen)
Manyar I. Parwani, 2009, 115 min.
Sara blev fjernet fra sin familie som 11-årig og anbragt i en plejefamilie. Da hun tager til sin mors begravelse, opdager hun, at hverken hendes far eller bror kan genkende hende. Hendes plan om blot at se sin bror og tage tilbage til København ændrer sig, da hun opdager, at hun har to små søstre. Hun begynder at overvåge farens hus, og langsomt afdækkes nogle frygtelige begivenheder, der trækker deres spor tilbage til Saras barndom.

Original (Se filmen)
Alexander Brøndsted og Antonio Tublén, 2009, 104 min.
Henry er en bleg kopi af livet. Den unge bankfuldmægtig prøver så ihærdigt at tilpasse sig andres forventninger, at han for længst har mistet sig selv. Så dukker Jon op ud af det blå og overtaler Henry til at tage med til Spanien og åbne en ægte bodega. Olé. Hvo intet vover, og Henry har alligevel ikke så meget at miste. Men først må han lige en tur i IKEA og til København og sige farvel til sin forstyrrede mor, redde en feministisk, tatoveret stripper fra en lyssky natklub, skaffe nogle penge, finde kærligheden og smugle anabolske stereoider. Ganske originalt for en fyr, der føler sig som en nobody.

Tags: