Vinder af Nordisk Råds Filmpris

Den danske film "Kunsten at græde i kor" er vinder af Nordisk Råds Filmpris 2007. Prisen deles mellem instruktør Peter Schønau Fog, manusforfatter Bo hr. Hansen og producer Thomas Stenderup. Filmen er baseret på Erling Jepsens roman.

Juryen valgte "Kunsten at græde i kor" ud af ni nominerede nordiske film med følgende begrundelse: "Set gennem en ung drengs øjne skildrer "Kunsten at græde i kor" med en lakonisk humor absurditeten og grusomheden i familielivet. Filmen er foruroligende og underholdende på samme tid og behandler på en skarp men menneskelig måde det vanskelige tema, som børnemisbrug er. På dristig vis afslører den de undertrykkende kræfter i funktion under den polerede overflade i en lille by på landet."

Vinderne af Filmprisen bliver præsenteret ved et pressearrangement på Det Danske Filminstitut i dag, tirsdag den 9. oktober kl. 13.00. Nordisk Råds Filmpris på 350.000 danske kr. overrækkes ved en ceremoni i forbindelse med Rådets årlige session i Oslo onsdag den 31. oktober.

"Kunsten at græde i kor" er fra Danmark indstillet til en Oscar-nominering i kategorien "Best Foreign Language Film" (bedste ikke-engelsksprogede film), og den er samtidig blandt de 42 film, som Det Europæiske Filmakademi har shortlistet til prisnomineringerne til European Film Awards 2007.

Filmen er blevet vist på en række prestigefyldte filmfestivaler verden over og har i alt vundet 15 internationale festivalpriser siden verdenspremieren i september på sidste års Toronto International Film Festival. De to seneste priser vandt den lørdag den 6. oktober på Reykjavik International Film Festival, hvor den modtog en international filmkritikerpris, FIPRESCI-Prisen, og Kirkens Pris.

DFI fact sheet: Kunsten at græde i korInstruktørens og filmens weblog: www.artofcrying.blogspot.comMere om de nominerede film og pressefotos på Nordisk Råds website

For yderligere oplysninger:

Nordisk RådMats Holmström, +45 2171 7153, maho@norden.org

Nordisk Film & TV Fond Hanne Palmquist, +47 6400 6080, hanne@nordiskfilmogtvfond.com

Det Danske Filminstitut Lars Fiil-Jensen, 3374 3559 / 2032 8121, larsf@dfi.dk