Danmark er i krig. Det fredelige lille land, som ikke har været involveret i noget, der tilnærmelsesvis minder om en angrebskrig i rundt regnet 150 år, har været en af USA's mest trofaste støtter i Krigen mod Terror. Man var med i Irak, og nu er man involveret i Afghanistan, hvor de danske tabstal vokser støt.
Danmark er i krig. Men man skulle ikke tro det, når man ser den måde, man modtager de hjemsendte soldater. Det ligner næsten en fortrængning. Man vil helst ikke vide for meget om soldaternes blodige virkelighed. At de slår ihjel og selv bliver slået ihjel i et land, hvor der hverken er pølsevogne, klaphatte eller julehygge. Soldaterne bliver ikke tiljublet på Københavns Rådhusplads og overdænget med flag og blomster, som er den modtagelse, der bliver sportshelte til del, når de har besejret deres modstandere i fredelig kappestrid. Soldaterne risikerer snarere at blive skældt ud af landsmænd, som ikke støtter regeringens kompromisløse tilslutning til USA's krige. Men det meste af tiden er soldaterne bare næsten usynlige.
Larmende tavshed
"Hvis folk har været involveret i et bankrøveri eller en bilulykke, er man meget opmærksom på, hvad der sker med folk bagefter. Men i soldaternes tilfælde glemmer vi, at de har været udsat for noget, der er mindst lige så voldsomt", mener instruktøren Annette K. Olesen, der har lavet "Lille soldat". En på mange måder usædvanlig film i Danmark.
For i hvert fald på dét punkt ligner danske film den danske virkelighed. Det er næsten som om krigen ikke eksisterer. Et regeringsflertal affærdiger rutinemæssigt enhver debat om Danmarks deltagelse i krigen med henvisning til nationalt sammenhold. Men afmagt er ikke forklaring nok på den larmende tavshed. Det er måske bare nemmere at lade være med at tænke på Danmarks fjerne krig og det blodige kaos, der på så lang en afstand let bliver en abstraktion.
"Vi er ikke vilde med konflikter. Og skal vi beskæftige os med dem, så skal vi helst lige lave en lille krølle på halen, der fortæller os, at det nok skal gå alt sammen alligevel. Det kan jo være fint nok i nogle situationer, men man kan ikke altid bruge det til noget", siger den 43-årige Annette K. Olesen.
"Lille soldat" er blevet til i tæt samarbejde med manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson. Sidstnævnte har i et tiår været en af de to altdominerende danske manuskriptforfattere. Fupz, som han kaldes, har arbejdet sammen med Annette K. Olesen på samtlige hendes fire spillefilm. Først "Små ulykker" som vandt Den Blå Engel-prisen i Berlin i 2002. Den eneste af hendes film, som, man kan hævde, rummer elementer af komedie. Ellers er det alvor. Som i fængselsdramaet "Forbrydelser", som ligeledes var i konkurrence i Berlin (2004). Ghettodramaet "1:1" kom i 2006 og nu altså "Lille soldat" Film som har det til fælles, at de undersøger virkeligheden med personernes karakterudvikling - ikke mindst kvindernes - som sin prisme.
Ubekvemme realiteter
Filmens hovedperson Lotte (Trine Dyrholm) er en soldat, der er vendt fra krigen. Hendes kontrakt er ophørt før tiden. Der er sket noget. Noget voldsomt. Nu vælter hun rundt på bunden af en vodkaflaske i en lille dansk provinsby. Tydeligvis traumatiseret og rodløs.
Hun finder en slags vej i livet, da hun genoptager kontakten med sin far, der er både vognmand og luderkarl. En hård negl og selfmade bisse (suverænt spillet af den noget oversete danske skuespiller Finn Nielsen). Ikke just nogen fantastisk far, men den eneste, hun har. Lotte bliver chauffør og bodyguard for den afrikanske prostituerede Lily (Lorna Brown), der samtidig er faderens elskerinde. Der opstår en intens trekantshistorie mellem faderen, datteren og luderen. En trekant med mange overraskende vinkler.
Dermed handler filmen pludselig om to problemer, som har det tilfælles, at man i Danmark helst ikke vil mindes om dem eller snakke for meget om dem. Krigene i Irak og Afghanistan er det ene. Trafficking og prostitution er det andet.
Men det er vigtigt at understrege, at "Lille soldat" på ingen måde er en typisk problemfilm med klare konklusioner eller firkantede, bombastiske budskaber. Det er snarere en udogmatisk undersøgelse af nogle ubekvemme realiteter i nutidens danske samfund. Belysning af blinde vinkler. Hvor Annette K. Olesen sammen med Fupz Aakeson har været på grundig research både blandt hjemvendte soldater og prostituerede i den danske provins. Også politiets og de sociale myndigheders eksperter har været inddraget. Historien er sprunget ud af erfaringer fra virkeligheden. Hvad mennesker har oplevet, følt og tænkt. Hvad erfaringerne siger. Det er parrets metode.
Krigens kaos og dansk provins
"Soldaterne kunne fortælle os, hvordan det var at vende hjem. De kunne fortælle os om noget så grundlæggende som lyd. Lydene er anderledes, når man er kommet hjem. Man bliver meget lydfølsom af at leve et sted, hvor man 24 timer i døgnet er på vagt. Indikationen på fare er lyd. Det prøvede vi at indbygge i Lottes karakter. Men også den manglende evne til at kommunikere. Hun kan ikke formidle, hvad det er, hun har oplevet. Sådan er det med meget svære ting. Når vi møder døden, har vi næsten ikke noget sprog. Selvfølgelig dør folk i vores samfund, men det sker som regel på en meget diskret og velordnet måde. Men dem, der har været i Irak, har været i kaos. Der er ikke noget velordnet over døden dér."
Kontrasten mellem krigens kaos og så en slumrende dansk provinsby, hvor de samme evindelige butikker ligger tavse side om side i den gågade, der går igen i alle mellemstore, danske provinsbyer, er slående. At komme hjem og beskæftige sig med noget så banalt som prisen på en liter sødmælk er helt umuligt at forholde sig til for disse soldater. Det vækker nærmest en form for aggression i dem, fortæller Annette K. Olesen.
Men igen er det noget, der er svært for dem at snakke om. Alt det vi andre beskæftiger os med - prisen på en bluse på udsalg, de små ting i hverdagen, småsladder. Alt sammen virker hujende ligegyldigt. Og hvem skal man så tale med? Mange lukker sig inde i deres lejligheder og mister kontakten til omverdenen. Som Lotte gør det i "Lille soldat", indtil begivenhederne lokker hende ud af hendes hule. Hun møder Lily, der strider vej igennem tilværelsen med bølgende barm og struttende bagdel og dermed møder filmens to problemsæt også hinanden.
Prostitution og trafficking
"Prostitution er et andet problem, vi helst ikke vil tage stilling til. Jeg har selv haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle mene på det område. Jeg er jo selv kvinde og kunne ikke drømme om at prostituere mig. Jeg synes, det ville være noget af det mest grænseoverskridende og forfærdelige! Og så er det jo nærliggende at fordømme det. Men prostitutionen er et godt eksempel på, hvor givtig den måde, Fupz og jeg har arbejdet på, har været. Virkeligheden - og research i virkeligheden - fortæller altid nogle andre historier, end dem vi selv kunne komme på".
"Vi oplevede et miljø, som havde nogle helt andre problemer, end vi troede, de havde. Vi troede, vi ville blive konfronteret med et miljø, hvor vi skulle møde tusindvis af kvinder lænket til radiatorer i kældre i provinsbyerne. Men sådan er det ikke. Langt de fleste af disse kvinder er kommet hertil med åbne øjne. En del af dem som fattigdomsflygtninge. Jeg tror, vi er nødt til at skille tingene ad og betragte trafficking og prostitution som to forskellige ting," siger instruktøren, der efter arbejdet med "Lille soldat" har fået et meget mere nuanceret syn på området.
"Jeg synes, det er uhyggeligt, at vi tillader os at sige til voksne mennesker, at de lever deres liv forkert, når det, de gør, rent faktisk ikke går ud over mennesker. Vi kan ikke lade være med at fordømme dem, men det betyder, at vores følelser omkring prostitution kommer til at skygge for trafficking-problemet. Nemlig at nogle mennesker er her imod deres vilje."
Uforudsigelig virkelighedsfornemmelse
Man kvalificerer debatten om virkeligheden ved at nuancere beskrivelsen af de involverede mennesker. Dette med at lave film, der igennem en undersøgelse af virkeligheden giver både instruktøren og publikum et forandret perspektiv, er fundamentalt for Olesen og Fupz Aakesens arbejdsmetode.
"Det var ikke specielt overvejet på forhånd, at det skulle være noget med Irak og trafficking. Vi går mere kaotisk frem. Vi laver primært vores research for at kunne lave troværdige karakterer. Vi laver den sådan set ikke så meget for historiens skyld. Det, jeg blev fascineret af ved sammensætningen af en kvindelig soldat og en prostitueret, var i højere grad kontrasten mellem dem seksuelt. De befinder sig så at sige i hver deres lejr med deres kvindelighed og følelser. Lotte har lukket helt ned for sin kvindelighed, mens Lily både fysisk og mentalt i høj grad udtrykker den", siger Annette K. Olesen.
Selv om det er nogen tid siden, hun har sluppet arbejdet med sin film, er man ikke et sekund i tvivl om, at disse figurer i hendes bevidsthed har antaget en form for virkelighed. Når hun snakker om Lotte og Lily, er Lotte og Lily ikke kun figurer spillet af skuespillerne Trine Dyrholm og Lorna Brown. De er mennesker, der handler, tænker og føler. Ikke bare brikker i et pænt tilrettelagt plot, der følger de til bevidstløshed vedtagne dramaturgiske regler for plot, tematik og genre. Der er en uforudsigelig virkelighedsfornemmelse over Lotte og Lily, som til forveksling ligner noget sandt snarere end 'bare' noget på film.
Lille soldat
Lotte vender hjem fra endnu en mission som soldat, mærket af den krig hun har deltaget i. Hendes far, der er vognmand, tilbyder hende et job som chauffør for hans nigerianske kæreste, escortpigen Lily. Hverken Lotte eller Lily har den store interesse for den anden, de skal bare overleve.