På et ydmygt kontor i Bosniens hovedstad Sarajevo arbejder en mor og hendes voksne datter dagligt og utrætteligt med konsekvenserne efter Balkankrigen.
Både moren og datteren, som var barn dengang, blev voldtaget under krigen, hvor voldtægt systematisk blev brugt som et krigsvåben i bestræbelserne på etnisk udrensning.
Begge kvinder medvirker i Katia Forbert Petersen og Annette Mari Olsens dokumentarfilm "Voldtægt som krigsvåben".
Instruktørerne har været flere år om at skabe filmen i samarbejde med producenten Karen Hjort. Gennem kvinderne fra Sarajevo belyser de klart og tydeligt dels konsekvenserne af voldtægterne under Balkankrigen, dels den manglende juridiske oprejsning til kvinderne under efterkrigstidens internationale retsopgør.
Den skjulte krigsforbrydelse
''Voldtægt er anerkendt som en krigsforbrydelse. Men voldtægt bliver puttet ned i en stor sæk sammen med alle de andre forbrydelser. Det er ikke en forbrydelse, der nævnes og fremhæves under retssager. De voldtagne kvinder kommer aldrig til at høre det udtalt i retten, at en forbryder har voldtaget 20 konkrete kvinder,'' siger Katia Forbert Petersen.
Krigen på Balkan fandt sted fra 1992 til 1995. Voldtægter som krigsforbrydelser finder kontinuerligt sted i andre nutidige krige rundt omkring i verden. Det sker i Syrien, i Afrika, i Sydamerika og andre steder, men som Annette Mari Olsen siger, taler man ikke om det:
''Vi taler hverken om det, mens det finder sted, eller når krigene er forbi. Voldtægt er en tabubelagt, shame-fy-fy crime. Det er helt fantastisk, at kvinderne i vores film vil stå frem og fortælle om det. Både til os og til en domstol.''
Man taler om faldne og sårede soldater og om anslåede drabstal på civile. Voldtægterne og konsekvenserne for ofrene derimod kommer ikke frem i lyset, selv om der er tale om et ekstremt højt antal forbrydelser.
I statistikker over voldtægter under Balkankrigen nævnes tal fra 25.000 til 50.000 forbrydelser. I filmen kan seerne følge scener fra den krigs efterfølgende retssager, hvor nogle forbrydere idømmes livsvarigt fængsel for drab.
Langtidskonsekvenser
Mere end livstid kan en forbryder ikke blive idømt. Så det er ikke højere straf til forbryderne, kvinderne i Sarajevo og i andre lande stiler efter. De stræber efter at opnå den juridiske retfærdighed, som ifølge de to danske instruktører nødvendigvis skal til, hvis voldtægtsofrene skal få et liv tilbage.
''Mange af kvinderne lever som zombier. De er døde indeni. Mange siger, at det havde været bedre, hvis de var blevet skudt,'' siger Katia Forbert Petersen.
Annette Mari Olsen nævner den norske retssag mod Breivik som et eksempel på en sag, hvor man juridisk ''gjorde et nummer ud af at nævne navnet på hvert eneste individ, Breivik havde dræbt'':
''Efter Balkankrigen har nogle kvinder taget mod til sig og fortalt i retten, hvad der er sket. Det har ingen konsekvens fået. Vi håber, at filmen kan gøre opmærksom på det, og at den kan fortælle kvinder, at de ikke skal skjule sig. Det er ikke ofrene, som skal skamme sig over, at de er blevet voldtaget''.
De sidste voldtægter under Balkankrigen fandt sted for snart 20 år siden. Den danske dokumentars optagelser fra Sarajevo viser, at konsekvenserne af overgrebene stadig kan mærkes. Det er også en ofte forekommende forbrydelse i fredstid. Men som Katia Forbert Petersen siger, er voldtægt endnu mere udbredt under krig:
''Alle de dårlige ting, der foregår mod kvinder i fredstid, vokser til monsterstørrelse under krig.''
Annette Mari Olsen: ''De stadig uløste politiske konflikter i Bosnien hænger i høj grad sammen med den manglende juridiske retfærdighed til voldtægtsofrene. For når du rammer kvinden, rammer du også manden, børnene – hele familien''.
Katia Forbert Petersen: ''Og det går igen i generation efter generation. Det sidder fast.''
Filmen er produceret af Annette Mari Olsen, Karen Hjort, Katia Forbert Petersen for Sfinx Film/TV med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Mere om de to instruktører og Sfinx Film/TV: Enestående mennesker i fokus
