Webserien 'Vakuum' fra SEIN sætter fokus på unge

WEBSERIE. SEIN har premiere på med Nanna Hovedskovs webserie 'Vakuum' om jalousi, angst og ensomhed den 17. november. Det er en serie af unge for unge om følelser, de fleste af os kan genkende.

Da Nanna Hovedskov gik på Filmhøjskolen på Møn, savnede hun og hendes medstuderende historier i medierne, som de selv kunne spejle sig i. Derfor besluttede de sig for at lave webserien 'Vakuum', der udkommer på SEIN den 17. november. 

Serien består af ni afsnit, fordelt på tre fiktive hovedpersoner, som serien følger over én dag. Karaktererne mødes aldrig, men fælles for dem er, at de hver især oplever noget skelsættende i deres liv. Det er en serie om at dele gader med fremmede, som, på trods af iøjnefaldende forskelligheder, er sammen om at føle sig alene om noget. Hovedtemaerne jalousi, angst og ensomhed er følelser, som de fleste af os kan nikke genkendende til. 

Om SEIN

Serien udgives af SEIN, et webmagasin for unge af unge, der siden 2017 har udgivet podcasts, tekster, fotoserier, kortfilm, videoer og multimedieartikler. 

Magasinet er skabt af en redaktion af unge frivillige, som mødes gennem events, filmfremvisninger, workshops, fester og åbne redaktionsmøder: "Vi har skabt SEIN ud af frustration over at blive talt om og til af de etablerede medier, men aldrig talt med. Vi har skabt SEIN for at have en platform for 15-25 årige, hvor vi selv definerer, hvad der skal tales om, og hvordan det skal tales om." 

Tidligere på året udgav magasinet webserien 'Se mig når du sover', der blev en succes med over 60.000 unikke visninger.  
 

I de første tre afsnit følger vi Eva, der bliver ramt af jalousi, da hendes efterskolekæreste Ville begynder at kigge efter en anden pige. Er hun oprigtigt interesseret, eller foregår det i Evas hoved? Serien skildrer den nagende følelse af usikkerhed på sig selv og forholdet, som sætter sig i Evas baghoved. 

De efterfølgende tre afsnit, der udkommer 24. november, følger Anton, som bliver ramt af ængstelighed, da han finder ud af, at hans bror er blevet indlagt på psykiatrisk hospital. 

Slutteligt følger serien Karl, som står midt i sine forældres skilsmisse og isolerer sig fra omverdenen. Men snart indser han, at han ikke kan blive ved med at flygte ind i sig selv. Sidste del udkommer 1. december.

Af unge for unge

"Vi ville lave den her ungdomsserie, som handler om, hvordan vi selv har følt os forkerte i vores teenageår. Vi ville lave en serie, som omfavnede forskellige typer unge og dermed bryde stereotyper. Vi ville gerne fortælle historier, som vi ville ønske, nogen havde fortalt os i vores teenageår. Derudover er det en fællesnævner for holdet, at ingen af os følte, der var et sted, vi kunne spejle os – hverken i ungdomsserier, film eller medier – og denne mangel på spejling er faktisk motivationen for projektet," udtaler instruktør Nanna Hovedskov.

Hovedskov har arbejdet sammen med en række af sine medstuderende fra Filmhøjskolen på Møn, blandt andet producer Mathilde Kaae. Holdet har desuden sparret med den garvede producer Malene Flindt-Pedersen, der også har produceret serien. I hovedrollerne ses udelukkende ukendte, unge skuespillere. Forhåbningen er at skabe en serie af unge for unge, fortæller instruktøren. 

"Vi håber, at publikum kan relatere til én eller flere af fortællingerne, og at det kan medvirke til, at andre unge ikke føler sig alene med at føle sig forkerte. Vi håber også, at det kan give rum til at åbne op for unge, som selv dealer med noget, de ikke rigtig kan snakke om. Nogle gange kan det være rart at snakke om noget, man har set i en serie, uden at man behøver at snakke om, at man selv har det som dem.”

Om Vakuum

'Vakuum' er produceret af Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn ved Malene Flindt-Pedersen med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Ulla Hæstrup.

Serien udkommer i ni afsnit af op til 12 minutters varighed. Fra den 17. november udgives der 3 nye afsnit hver søndag. Der er forpremiere fredag den 15. november i Øst for Paradis og gallapremiere lørdag den 16. november i Park Bio