Websted for unge med filmdrømme

Det kan være svært at komme videre med sine drømme om at lave film, særligt hvis man er mellem 15 og 20 år og bor i provinsen. Det vil filminstitutterne i de fem nordiske lande sammen med Nordisk Ministerråd gøre noget ved med et nyt projekt, dvoted, som er et website målrettet til denne aldersgruppe.
"Med dvoted kan vi få fat på unge fra de nordiske lande, som har lyst til at lave film. De kan nu bruge dvoted til at møde andre engagerede mennesker, lære mere og udvikle sig," forklarer Anders Geertsen, områdedirektør på Det Danske Filminstitut.
De unge kan uploade deres produktioner på dvoted, præsentere dem for andre brugere og spørge de mentorer, som er tilknyttet projektet, til råds. dvoted samarbejder med både faste mentorer og gæstementorer. Blandt de danske mentorer er instruktør Pernille Fischer Christensen, som debuterede med spillefilmen "En soap" i dette forår, producer Meta Foldager, som producerer for bl.a. Lars von Trier og Nikolaj Arcel, og filmkonsulent Lena Hansson Varhegyi.
"Den store fordel ved at bruge Internettet er, at man kan nå hele landet. Det vil sige, at 16-årige Rikke, der går rundt på Fanø med drømmen om at blive instruktør, nu kan lægge sin idé til en film på webbet, eller sit manuskript, sin lille film, eller sine overvejelser om, hvordan den skal iscenesættes, og derefter kontakte en professionel og spørge om råd. Denne kontakt til de professionelle kan ellers være næsten umulig at opnå for en 16-årig," fortæller Martin Ziir, den danske redaktør på dvoted.
Udover den direkte kontakt med professionelle, tilbyder dvoted brugerne af websitet et stort antal artikler om de mange aspekter ved filmproduktion, krydret med videoklip og illustrationer. På den måde kan brugerne høste værdifuld viden fra erfarne filmfolk om hele processen fra idé til filmens møde med et publikum. Tanken er, at brugerne vil finde sammen og også benytte sig af den grundige information om diverse filmuddannelser og filmværksteder, som websitet rummer.
dvoted lanceres officielt den 29. november 2006.
Press kit dvoted og fotos: press.dvoted.net dvoteds website: www.dvoted.net
Eksempler fra sitet:
To danske film, som er uploadet på dvoted af medlemmer, men produceret inden projektet gik i gang: "Bare Rolig" af Maria Abel"Asfaltenglen" af Angus StevnerEt spørgsmål fra en bruger til filmkomponisten Spørgsmål og svar fra mentorerArtikel om Kim Fupz Aakeson og Pernille Fischer Christensens forarbejde til filmen En Soap, hvor brugerne får et indblik i arbejdsprocessen:
På dvoteds forum finder unge fra hele Norden lignende ildsjæle. Her søger en finsk bruger om vejledning til brugen af Greenscreen
For yderligere oplysninger:
dvotedMartin Ziir, dansk redaktør, martin@dvoted.net, +45 2029 4943