Weekenden i biografen uge 33

BILLETSALG. ’Barbie’ og ’Oppenheimer’ er nu årets to mest sete film med premiere i 2023, hvor Christopher Nolans anmelderroste atombombe-epos nu har overhalet danske ’Meter i sekundet’.

Sommerens store succes-duo ‘Barbie’ og ‘Oppenheimer’ – tilsammen døbt Barbenheimer – fortsætter med at trække folk i biograferne, hvor de for nu fjerde weekend i træk var de mest sete film. ’Barbie’ blev set af mere end 50.000 i weekenden og er nu kun 18.000 billetter fra at nå milepælen på 500.000 solgte billetter.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

’Oppenheimer’ solgte 37.000 billetter i uge 33 og er nu oppe på 354.000 billetter i alt. Dermed har begge film overhalet danske ’Meter i sekundet’ fra foråret, der ellers hidtil har været årets største biograffilm. 

Hvis man skal være helt firkantet, har sidste års største film, ’Avatar: The Way of Water’ – James Camerons anden film i den yderst populære 'Avatar'-serie, der havde premiere 14 december sidste år – faktisk solgt knap 400.000 billetter ud af sit samlede billetsalg på 880.000 på denne side af årsskiftet. Dermed er ’Avatar: The Way of Water ’ reelt fortsat større end ’Oppenheimer’, men mon ikke den også bliver overhalet med den fart, som publikum fortsat strømmer til Christopher Nolans anmelderroste atombombe-epos?

Set med danske briller er der lidt tørke på toppen af biografernes hitlister, hvor top 10 udelukkende består af udenlandske film. Der er dog fortsat danske film at se i biograferne, hvor bl.a. ’Toves værelse’ og ’Viktor mod verden’ fortsat er aktuelle. Om en uge har Anders Walthers nye film ’Når befrielsen kommer’ premiere. Det stort anlagte krigsdrama med Pilou Asbæk i hovedrollen er åbningsfilmen i den nye sæson af Biografklub Danmark.

Top 10 – weekend uge 33

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.