Både ’Barbie’ og ’Oppenheimer’ fortsætter deres succes og blev for femte weekend i træk de mest sete film i biograferne. Selvom publikumstilstrømingen til begge film er dalet mellem 45-49% i forhold til sidste weekend, ligger de fortsat på et markant højere niveau end de øvrige aktuelle film i biograferne.
I den forbindelse kan det indskydes, at ’Barbie’ faktisk blev skubbet ned af førstepladsen på den amerikanske topliste i denne weekend, af superheltefilmen ’Blue Beetle’ – der i øvrigt kommer fra samme filmstudie (Warner Bros.). Om det skyldes, at superheltefilm efterhånden har mistet lidt af deres appel her i Danmark, eller om årsagen mere ligger i en kulturel forskel kan jeg ikke sige noget begavet om, men vi kan i hvert fald konstatere, at der i de danske biografer var et ganske andet forhold mellem de to film end i US. Herhjemme opnåede ’Blue Beetle’ 8. pladsen på weekendens top 10 og blev set af 2.900 publikummer, mens ’Barbie’ blev set af 27.900.
Den mest sete af weekendens premierefilm var ’Gran Turismo’, der fortæller den virkelige historie om en teenage ”gamer”, der blev så god til at køre ræs på spillekonsollen, at han endte med at vinde en række rigtige løb og blive professionel racerkører. Filmen blev set af godt 7.500 i weekenden.
Mens 'Gran Turismo' nok primært er rettet mod et yngre publikum, bød weekenden også på nyt til de mere modne (og nok især kvinderne) med filmen ’Book Club 2’. Som titlen indikerer er det en opfølger til den første film ’Book Club’ om de modne kvinder spillet af hhv. Jane Fonda, Diane Keaton, Mary Steenburgen og Candice Bergen og deres bogklub. Den første film solgte 131.000 billetter i biograferne og er på tværs af visningsplatforme (bio, TV, køb og leje -formater etc.). set af 400.000 – husk at du kan finde udbredelsestal på alle film i biograferne i vores værktøj 'Hvor mange ser film?'.