Weekenden i biografen uge 36

BILLETSALG. ’Shabholm’ og ’Når befrielsen kommer’ skubber ’Barbie’ af pinden som mest sete film i weekenden.

De seneste to uger har der været premiere på tre danske film, som har været med til at skubbe sommerens ’Barbenheimer’-fænomen ned fra toplistens øverste placeringer. De to succesfilm har efterhånden også syv uger på biograf-bagen, hvor de samlet har solgt mere end 1 mio. billetter. Så det måtte jo efterhånden gå den vej. 

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Forrige weekend var der premiere på Anders Walthers 2. Verdenskrigsfilm ’Når befrielsen kommer’ med Pilou Asbæk i hovedrollen. Filmen er åbningsfilm i Biografklub Danmarks nye sæson, modtog pæne ord fra anmelderstaben og har efter sin anden weekend solgt over 100.000 billetter. 

I den forgangne weekend blev ’Når befrielsen kommer’ så fulgt op af to ret forskellige danske film: Animationskomedien ’Shabholm’, støttet af New Danish Screen, samt Kasper Runes slacker-drama ’Idioten’, der er støttet på konsulentordningen.

’Shabholm’ er produceret af kunstnerkollektivet Gigis, der over de senere år har opbygget et stort publikum igennem bl.a. tv-serien ’100 problemer’ på DR, radioprogrammer på P3 og ikke mindst animationskomedien ’Blokhavn’ fra 2020, der solgte flotte 100.000 biografbilletter, heraf langt størstedelen blandt de 15-29 årige, som er en notorisk svær målgruppe at nå med danske film. ’Shabholm’ er kommet virkelig flot i gang i biograferne og er weekendens næstmest sete film med 25.000 inkl. forpremierer. 

’Idioten’ er Kasper Runes anden film efter debuten ’Danmark’ fra 2017. Anmeldelserne svinger fra 3-5 stjerner i de toneangivende medier, mens kino.dk-brugerne er mere begejstrede med 5,7 stjerner i snit. ’Idioten’ har dog ikke formået at ramme et bredt publikum i biografen og er derfor med dens 940 solgte biografbilletter ikke at finde på top 10-listen nedenfor.

Samlet set har biograferne solgt knap 7. mio. billetter år til dato, hvilket er 4% mere end sidste år. Dette er dog fortsat 13% lavere end niveauet inden COVID 19-pandemien (beregnet gennemsnit fra 2017-2019). De danske film har til sammen indtil videre solgt 1,52 mio. billetter, hvilket er 13% færre end sidste år, som giver en markedsandel på 22%.

Top 10 - Weekend uge 36

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.