Weekenden i biografen uge 36

BILLETSALG. ’Mørkeland’ rundede 100.000 billetter og er fortsat den mest populære film i biograferne.

For mere information

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Mikkel Serups ’Mørkeland’ blev set af knap 30.000 i weekenden og rundede dermed den første store milepæl med 100.000 billetter og er nu samlet set af 112.000 publikummer efter sin anden weekend i biograferne.

Næst mest sete film var amerikanske 'Deadpool & Wolverine', der efter seks uger i biograferne samlet er set af 368.000 publikummer og dermed er årets næststørste film – kun overgået af Pixar-filmen 'Inderst inde 2', der er set af hele 564.000.

Det var ellers en weekend i biograferne, der blev noget påvirket af det gode sensommervejr, hvor publikum åbenbart prioriterede udendørs aktiviteter. I hvert fald faldt det samlede billetsalg en del i forhold til sidste weekend.

Samlet set er der i år solgt 6,3 mio. biografbilletter, hvilket er ca. 10 % færre end samme tid sidste år. De danske film har solgt 1,4 mio. billetter, hvilket svarer til en markedsandel på 22 %. Her er det gået lidt bedre end for biomarkedet generelt, idet der her "kun" er tale om et fald på 5 %.

Top 10 – Weekenden uge 36