Weekenden i biografen uge 4

BILLETSALG. ’Farven lilla’ med dansk fotograf var weekendens mest sete biograffilm, og 'Nattevagten – Dæmoner går i arv' rundede 200.000 billetter.

En ny ’Farven lilla’ har ramt biograferne. Tilbage i 1985 instruerede Steven Spielberg filmen ’Farven lilla’ baseret på den Pulitzerpris-vindende roman af samme navn. Filmen havde bl.a. Whoopi Goldberg , Danny Glover og Oprah Winfrey i rollerne og musik af Quincy Jones – og blev nomineret til hele 11 Oscars, blandt andet for 'bedste film', men vandt dog ingen dengang. Filmen solgte 284.000 billetter i de danske biografer og omsatte samlet set for knap 100 mio. dollars på verdensplan (svarende til 270 mio. dollars i dag), hvilket var mere end seks gange så meget som filmen havde kostet at producere.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Siden dengang er romanen også blevet omsat til en succesfuld Broadway musical i 2005, og det er denne musical, den nye udgave af filmen bygger på. Den nye ’Farven lilla’ er dog produceret af flere gengangere fra den første film, herunder Oprah Winfrey, Steven Spielberg og Quincy Jones. Og så har filmen dansk islæt idet den er fotograferet af den danske filmfotograf Dan Laustsen (se billedet). Dan Laustsen har i mange år vekslet mellem at arbejde i Hollywood (hvor han bl.a. har været nomineret til to Oscars for filmene ’The Shape of Water’ og ’Nightmare Alley’) og Danmark, hvor hans seneste film var ’Dræberne fra Nibe’ fra 2017. Dan Lausten brød igennem ”over there” sammen med Ole Bornedal med den amerikanske udgave af ’Nattevagten’, hvis efterfølger ’Nattevagten: Dæmoner går i arv’ faktisk netop blev væltet af pinden af ’Farven lilla’ på weekendens aktuelle topliste, hvor den ellers har ligget de seneste 4 uger. 

Dan Laustsen og Oprah Winfrey
Den danske filmfotograf Dan Laustsen med producer Oprah Winfrey. Foto: Chris Mosely / Warner Bros. Discovery

Og nu vi er ved ’Nattevagten’, så kan vi jo indskyde, at den som weekendens næstmest sete film rundede milepælen på 200.000 publikummer og nu samlet er set af 206.000. Den udgør sammen med ’Synkefri’ de danske film på weekendens top 10 liste. Dog er både ’Bastarden’, ’Mr. Freeman’ og ’Bedre tider’ fortsat at finde i biograferne – og i næste uge venter den nyeste film om betjentene i afdeling Q i ’Den grænseløse’.

Januar er traditionelt ”Awards season” op til Oscar uddelingen 11 marts, hvor filmdistributørerne sender deres nominerede film ud i biograferne (vi er lidt bagefter amerikanerne her). Og de seneste uger har der været premiere på både ’The Holdovers’, ’The Zone of Interest’ og nu senest ’Poor Things’, som er instrueret af græske Yorgos Lanthimos og har Emma Stone og Mark Ruffalo i de bærende roller – så der er ingen undskyldning for ikke at søge ly for regnen i biografernes bløde sæder for tiden.

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.