Som den opmærksomme biogænger vil have opdaget, var det Den store biografdag i søndags. Det er et tilbagevendende tiltag, hvor en stor del af landets biografer sælger billetter til 65 kr. i stedet for normalprisen, og det havde en tydelig effekt. Weekendens samlede billetsalg endte mere end dobbelt så højt som i weekenden inden – 102 % højere for at være præcis.
Foruden en pæn åbning for den nyeste film i Biografklub Danmark – filmen 'Lee' med Kate Winslet i rollen som Lee Miller, der både var fotomodel og krigsfotograf under 2. verdenskrig – betød biografdagen også et gedigent løft til de film, der allerede var i markedet. Herunder ikke mindst de danske, og især den politiske thriller 'Mørkeland', der steg hele 32% i sin sjette weekend i biograferne på trods af, at den var tilgængelig i 10 færre biografer end forrige weekend. Samlet har mere end 260.000 biografgængere nu set 'Mørkeland'.
Apropos 'Mørkeland' er data fra Filminstituttets seneste publikumsmåling netop landet, og her kan vi fx se, at 60 % af publikum var kvinder, hvilket er lidt flere end gennemsnittet for danske film, samt at filmens publikum er overrepræsenteret i den modne del af publikum over 50 år, hvilket stemmer godt overens med medlemmerne af biografklubben.
Målingen viser også en overrepræsentation af mænd i sæderne til Marvel-filmen 'Deadpool & Wolverine', og at mere end 55 % af dens publikum var under 35 år.
Weekenden bød også på en ny dansk 'hybridfilm', nemlig Birgitte Stærmoses 'Afterwar', der blev vist i otte biografer distribueret af Filmbazar. Her var tilslutningen fra publikum dog begrænset, hvorfor den ikke er at finde på top-10 listen.
Som jeg var inde på tidligere i klummen, steg billetsalget i kraft af Den store biografdag også for de øvrige danske film i top-10. Således rundede 'Vogter' 70.500 billetter, mens ungdomsfilmen 'Kontra' nu er set af 39.000. Der er altså fortsat tre danske film blandt de fem mest populære film i biograferne lige nu. Det har naturligvis også indflydelse på den danske markedsandel, der p.t. ligger på 24 %. Der er solgt 1,6 millioner billetter til danske film i år.
Som et lille sidste pip, vil jeg lige vende filmen på toplistens 9. plads. Det er nemlig Christopher Nolan's 'Interstellar' fra 2014, der nu har fået repremiere på 70mm-film, hvilket har været nok til at klemme sig ind i top-10. Det fænomen, at biograferne i stigende grad viser nyere 'gamle' film, vinder i stigende grad indpas. Både for os nostalgikere, men ikke mindst også for det nye unge publikum, der kun har kunnet streame filmene og ikke haft lejlighed til at se dem på det store lærred. 'Interstellar' var i sin tid mest set af de 15-39-årige, og noget tyder på, at det fortsat forholder sig sådan.