Weekenden i biografen uge 41

BILLETSALG. 'Joker: Folie à Deux' levede publikumsmæssigt ikke op til sin forgænger. Men nu nærmer efterårsferien i biograferne sig med masser af filmoplevelser, bl.a. 'Børnene fra Sølvgade'.

Weekenden bød på en af årets mest ventede filmpremierer: 'Joker: Folie à Deux' - efterfølgeren til kæmpesuccesen 'Joker' fra 2019, som blev set af over 500.000 i de danske biografer. Som sin forgænger blev 'Joker: Folie à Deux' weekendens mest sete film, dog med en lavere publikumstilslutning. I USA omsatte 'Joker: Folie à Deux' for ca. 40 mio. dollar i premiereweekenden – langt under analytikernes forventninger og mindre end halvdelen af de 96 mio. dollar, som den første film indtjente i 2019. I de danske biografer så cirka 34.000 filmen i premiereweekenden, hvilket følger samme tendens som i USA: under halvdelen af de 76.200 billetter, der blev solgt til den første film.

Weekendens nummer to holdt sig stabil sammenlignet med sidste weekend. Det var Biografklub Danmark-filmen 'Lee', som rundede 75.000 publikummer – et flot resultat, især set i lyset af, at den forrige film i Biografklub Danmarks program, danske 'Mørkeland', også klarer sig godt og nærmer sig 275.000 solgte billetter.

Ud over 'Joker: Folie à Deux' havde tre andre film premiere op til efterårsferien, og de spænder bredt. Den svenske dokumentar 'Den sidste rejse' har været en stor succes i hjemlandet og vises her i Danmark i 69 biografer, hvor knap 9.000 publikummer indtil videre har set den. Til arthouse-publikummet var der premiere på Alice Rohrwachers italienske film 'La Chimera', som har fået flotte anmeldelser. Og endelig havde den animerede familiefilm 'Den vilde robot' premiere som weekendens tredje mest sete film. Den står nu overfor hård konkurrence om familiepublikummet i efterårsferien fra den danske 'Børnene fra Sølvgade', der har premiere i denne uge, samt 'Transformers One'. Ældre titler som 'En panda i Afrika', 'Grusomme mig 4' og 'Inderst inde 2' tiltrækker stadig publikum, selvom sidstnævnte også er tilgængelig på streaming.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Blandt de unge er Jonas Risvigs 'Kontra' stadig populær i biograferne og nærmer sig 50.000 solgte billetter, mens fængselsdramaet 'Vogter' har rundet 80.000 publikummer.

Efterårsferien er traditionelt en af biografernes travleste uger med omkring 750.000 gæster de seneste år. I år er der også udsigt til mange spændende filmoplevelser, så det bliver interessant at følge udviklingen i de kommende klummer.

Top 10 – Weekenden uge 41