Weekenden i biografen uge 44

BILLETSALG. Amerikansk gyser baseret på populært spil hittede i Halloween-weekenden, mens det nye danske komedie-drama ’Hygge!’ fulgte lige efter.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

To nye film er at finde på weekendens top 10 efter en weekend, hvor en stor del af biograferne havde halv pris på alle billetter søndag. I gamle dage hed konceptet ’store biografdag’, men nu afholder biograferne den på forskellige datoer på tværs af udbydere og geografi.

Danske ’Hygge!’, instrueret af islandske Dagur Kari, var den ene af de to nye premierefilm. Filmen er en genindspilning af den italienske film ’Perfect Strangers’ fra 2016, der er blevet en af de mest genindspillede film nogensinde. ’Hygge!’ blev set af godt 23.000 i premiereweekenden (26.000 hvis man medregner forpremierer). Filmen er nyeste indslag i Biografklub Danmark, hvilket normalt er garant for et relativt stort publikum. Billetsalget til ’Hygge!’ i premiereweekenden peger da også i retning af, at filmen vil få en pæn udbredelse. I den anledning er det dog også værd at notere, at den forrige film i klubbens program ’Madeleines Paris’ med sine nu 150.000 solgte billetter fortsat er blandt de 10 mest populære film i biograferne.

Mest sete film med 36.000 solgte billetter var den amerikanske ’Five nights at Freddy´s’, der er baseret på et meget populært digitalt spil. Et spil, der har en stor udbredelse på YouTube, hvor brugere lægger videoer op af dem selv, der spiller gyser-spillet. Filmens amerikanske premiere op til Halloween blev da også en stor succes, hvor den har omsat for mere end 80 mio. dollars i weekenden mod et budget på 20 mio. dollars.

Ud over ’Hygge!’ er der yderligere to danske film, der fortsat ligger blandt de 10 mest populære film i biograferne: Nikolaj Arcels 'Bastarden' med 172.000 solgte billetter og Anders Walthers ’Når befrielsen kommer’, der i weekenden rundede 280.000 publikummer efter 10 uger i biograferne. Filminstituttets publikumsmålinger viser, at 60% af publikum til ’Når befrielsen kommer’ var kvinder, hver femte i publikum var yngre end 35 år, mens knap halvdelen omvendt var mindst 60 år.   

Top 10 – Weekend uge 44

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.