
Ingen af de tre premierefilm i weekenden gjorde noget stort væsen ud af sig. Den bedst sælgende af dem var ’Lassie på nye eventyr’ (SF Studios), der blev set af 9.500 publikummer, mens det anmelderroste coming of age-drama ’How to have sex´ (Angel Film) blev den mindst besøgte med 309 solgte billetter på tværs af 18 biografer.
Weekendens samlede billetsalg på 136.000 billetter var ellers et stor løft fra forrige weekend – også sammenholdt med tilsvarende weekend sidste år – men det var altså de ”gamle film” i markedet, der primært trak publikum.
Størst af dem var den amerikanske familiefilmen ’Wonka’, der steg hele 35% i sin 7. weekend. Det var der en god grund til: Flere biografer kørte den 27.-28. januar kampagnen Børnenes Weekend, hvor billetter til udvalgte familiefilm var sat ned.

Tiltaget betød, at animationsfilmene ’Langt fra andedammen’ (UIP) og ’Ønsket’ (Disney) begge steg i omegnen af 70% ift. deres billetsalg weekenden Inden. Dermed udgjorde familiefilmene tre ud af de fire mest sete film i weekenden, hvilket giver en klar indikation af, at billetprisen faktisk betyder en del – især for børnefamilierne, hvor mange jo ofte går i biografen samtidig.
De danske film i biograferne solgte sammenlagt 11.000 billetter, hvilket svarer til en markedsandel på 8% af weekendens billetter. Det bringer samtidig den totale markedsandel for danske film for året til 22%.
Der er pt. ”kun” én dansk film i top 10, men det skulle gerne ændre sig i den kommende weekend, hvor næste film i den meget succesfulde Afdeling Q-serie, 'Den Grænseløse', har premiere. 'Den Grænseløse' er baseret på den sjette bog i Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie og er instrueret af Ole Christian Madsen. Det er i øvrigt den anden film i serien, hvor Ulrich Thomsen spiller hovedrollen som Carl Mørck.