Oprindeligt udgivet 4. februar 2019 i forbindelse med Berlinalen.
Omar Shargawi er drevet af en længsel – en længsel efter at forstå sig selv, sine rødder og ikke mindst den palæstinensiske far, der i 1960'erne kom til Danmark, forelskede sig i en dansk kvinde og fik tre sønner: Omar Shargawi og hans to brødre.
”Min fars flygtningebaggrund og hans historie har altid påvirket min familie på alle mulige måder, og den har været grundlag for mange ting – også at jeg laver film,” fortæller den 44-årige instruktør, som i alle sine hidtidige værker – dokumentarer såvel som spillefilm – behandler mellemøstlige problematikker, ofte med direkte inddragelse af sin far, Munir Shargawi.
Den ældre Shargawi spillede først en bærende rolle i sønnens debutspillefilm ’Gå med fred, Jamil’ fra 2008, der kom som ud af det blå og snuppede hovedprisen på Rotterdam Filmfestival. Senere indtog den karismatiske palæstinenser hovedrollen i dokumentaren ’Fra Haifa til Nørrebro’ fra 2010, hvor han, med en vis tøven, drager med sin instruktørsøn tilbage til fødebyen Haifa.
Scener fra begge film er vævet ind i ’Western Arabs’, der på baggrund af over 12 års familieoptagelser med faren i centrum handler om at bearbejde sin egen fortælling, om splittelsen mellem kulturer og om den mulige sammenhæng mellem en fars traumatiske baggrund og hans sønners frustration og vrede.
”Udgangspunktet for ’Western Arabs’ – og på en måde alle mine film – har været at komme til bunds i mystikken omkring min fars baggrund og samtidig se på, hvordan den påvirker os,” fortæller Omar Shargawi, som ikke lægger fingre imellem i skildringen af sit eget og brødrenes til tider iltre temperament.
”Hvordan kan det være, at vi, der ikke har oplevet de samme ting som ham, alligevel er præget af samme vrede og frustration? Ligger det i generne? Er det umuligt at slippe væk fra det? Det er sådan nogle spørgsmål, jeg stiller i filmen og som har drevet mig indtil nu.”
Giver sin flygtningefar ordet
Det komplekse familieportræt rejser mange spørgsmål, men leverer ingen endegyldige svar. Alligevel er det formentlig sidste gang, at Shargawi vender kameraet mod sin familie i jagten på sandheden.
”Jeg var ikke engang sikker på, at jeg ville få lavet ’Western Arabs’ færdig. For jeg havde egentlig sagt til mig selv, at jeg ikke gad navlepilleriet én gang til. Min familie og især min far er blevet slæbt igennem det før, og nu skulle jeg så slæbe dem igennem maskineriet én gang til.”
Da Shargawi alligevel besluttede at færdiggøre dokumentaren, var det mest af alt for at give sin far mulighed for at sige alt det, han ikke fik sagt i ’Fra Haifa til Nørrebro’.
”Den største drivkraft har været, at der var en del, min far skulle nå at sige – ting, som jeg ved, han gerne ville ud med. Det er nemlig sjældent, at nogen med immigrantbaggrund får lov til at komme til orde på en nuanceret måde. Nogen, der kommer den anden vej fra og kan minde folk om, at det er mennesker, det handler om,” påpeger instruktøren og udtrykker frustration over den diskurs mod immigranter, han ser sprede sig i Europa.
”De mennesker, der kommer hertil nu, har historier, som på mange måder ligner min fars. Forfærdelige historier. Og alligevel bliver de nu om stunder bare behandlet som statistikker, numre og problemer. Og jeg tror, at det kun er starten på noget, der er endnu værre. Det ved jeg ikke, om min film overhovedet kan ændre på, men hvis jeg bare kan åbne folks øjne en smule og vise en anden side af sagen, så har jeg og min familie, og ikke mindst min far, gjort, hvad vi kunne.”
Laver ikke film for at underholde
Men ’Western Arabs’ giver netop ikke kun en stemme til de flygtninge, som tager den lange rejse fra en kultur til en anden. Den handler lige så meget om efterkommerne. Om dem, der som Shargawi, hans brødre og mange fra hans omgangskreds på godt og ondt arver forældrenes position mellem kulturer.
Western Arabs
Dokumentaren er et intimt portræt, en dokumentar-hybrid, som over en periode på 12 år følger en dansk-arabisk familie på godt og ondt. Faren er palæstinensisk, moren er dansk, og de tre sønner bliver et resultat af det kulturelle møde, der opstod, da de første immigranter ankom til Danmark i 60'erne og 70'erne.
”Filmen hedder ’Western Arabs’, fordi den handler om alle os, der både er arabere og europæere. Hvordan det er for os, som altid føler os splittede mellem Europa og Mellemøsten,” siger Shargawi og påpeger, at det stadig er forholdsvist nyt for Europa med de mange efterkommere fra Mellemøsten.
”Vi er blevet en slags ny art. Vi er både arabere og europæere og samtidig ikke nogen af delene. Og det er svært, for man passer ikke rigtigt ind nogen steder. For en araber vil du altid være dansker, og for en dansker vil du altid være araber. Og sådan er det bare. Og så må man bare affinde sig med ikke at passe på nogen af betegnelserne. Acceptere, at man er en freak.”
Og selvom Shargawi efterhånden selv er nogenlunde afklaret med det meste – forholdet til sin far, sit turbulente ophav og sin frustration over verdenssituationen, som han har lært at oversætte til fortællerstyrke – er der stadig meget, han mangler at finde svar på.
”Jeg har fået afklaring med meget fra min opvækst, men helt fred får jeg nok aldrig. Og det er et eller andet sted meget godt, for det er nysgerrigheden, der driver mig. Nysgerrigheden, lysten, og følelsen af, at det er nødvendigt, det, jeg laver. Hvis den holder op, kan jeg lige så godt holde op med at lave historier. Jeg vil nemlig ikke bare finde på noget for at underholde. Det er ikke derfor, jeg laver film.”
Interviewet blev publiceret den 4. februar 2019 og er opdateret den 3. marts 2019.