En række af Carl Th. Dreyers væsentligste værker, nemlig spillefilmene, "Vredens Dag" (1943), "Ordet" (1955) og "Gertrud" (1964), har nu endelig fået fast ophold på Det Danske Filminstitut, og filmene bevares dermed som en permanent og tilgængelig del af den danske kulturarv. Det sker efter, at Filminstituttet med støtte fra A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden har overtaget rettighederne til filmselskabet Palladiums katalog, der ud over Dreyers film blandt andet rummer Fy og Bi-film og samtlige sengekantsfilm.
Fra Dreyer til Mazurka på sengekanten
For Filminstituttets afgående direktør Henrik Bo Nielsen er det en særlig tilfredsstillelse at have sikret en så væsentlig del af kulturarven på danske hænder. Og dialogen herom med Palladiums direktør Ulla Hansen har stået på over en årrække. Han fortæller her om nyerhvervelsen:
"Selskabet Palladium, som fylder 100 næste år, har ikke produceret film siden midt i halvfjerdserne, men er fortsat som uafhængigt selskab. Direktør Ulla Hansen, der nu takker af, har følt det ikke blot som et arbejde men som en historisk forpligtelse at varetage arven efter det tidligere familieejede selskab, nemlig rettighederne til kataloget med de her 120 – meget forskellige filmtitler! Her ligger Fy og Bi-film, her ligger Dreyers senere tonefilm, enkelte dokumentarfilm, og en hel del, som vi i dag vil kalde mainstream-film, fra "Barken Margrethe" til "Mazurka på sengekanten".
Da kataloget rummer den måske væsentligste danske filmkulturarv, har jeg været i dialog med Ulla gennem flere år om, hvordan den kunne sikres. Mange af filmene har vi jo kopier af i arkivet, men vi har ikke haft rettigheder til at vise filmene ud over den snævre offentlige distribution, der finder sted via Cinemateket. Visning af Dreyer internationalt og for en bredere dansk offentlighed har været forbeholdt den private rettighedsudøvelse.
Jeg synes, det ville være brandærgerligt, hvis den mulighed nu skulle overgå til udenlandske interesser, f.eks. i Frankrig eller USA. Det er nemlig sådan, at den gældende lovgivning om, at essentiel dansk kulturarv skal blive på danske hænder, ikke dækker film… Men Dreyer skal da bo her!"
Dreyer er mere kendt i udlandet
Det har tit undret Henrik Bo Nielsen, at man i Danmark ikke har et tættere forhold og kendskab til et nationalt fyrtårn som Dreyer:
"Dreyer er jo anerkendt i store dele af verden. I Frankrig, hvor instruktøren især er berømmet for sin 'La passion de Jeanne d'Arc', er det nærmest utænkeligt, at man har gennemført en videregående uddannelse uden at have kendskab til Dreyer. Det slog hovedet på sømmet, da jeg for et par år siden blev interviewet til en fransk kulturkanal, hvor journalisten sluttede af med at spørge: 'Hr. Nielsen, er danskerne ikke stolte af, at Dreyer er deres landsmand?'. Jeg kunne enten lyve og svare, som han forventede, 'Jo, naturligvis!', eller være ærlig og sige 'Jeg er ked af det, men i Danmark er Dreyer ikke kendt ud over en snæver filmkreds, og det er de færreste, der har en anelse om, hvad han har bidraget med."
Filminstituttet formidler allerede nu arven fra Dreyer, dels via det fysiske Dreyer-arkiv, der rummer originalmanuskripter, arbejdspapirer, fotos, researchmateriale, avisudklip, bogsamling og mere end 4.000 breve. Og dels via det omfattende website carthdreyer.dk, der giver både danske og udenlandske forskere og andre interesserede mulighed for at dykke ned i Dreyers liv og værker.
"Jeg synes, vi har gjort meget ud af at formidle Dreyers liv og værk for fagfolk, men det har været vanskeligere at få værkerne ud over rampen til en bredere kreds. Det bliver lettere nu. Dreyer skal ikke være en lukket fest."
Filminstituttet kan fremover gøre Dreyers film tilgængelige for alle borgere via de eksisterende streamingtjenester, og har desuden forpligtet sig til at formidle filmene og gøre Dreyer relevant for et nutidigt publikum. Nielsen erkender, at Dreyers værker nok ikke kommer på pensumlisten i Folkeskolen, men fra Gymnasiet og op er der gods at hente.
"For yngre generationer, der både er storforbrugere og skabere af levende billeder, er Dreyer jo en guldgrube! Se på hans nærbilleder, lys og skygge, scenografi… Men også i fortællingerne er der noget at hente. Hvis man sætter sig ned og ser "Vredens Dag" med den rigtige formidling, så tror jeg, man kan drage paralleller til den form for fundamentalistisk tænkning, der præger store dele af verden i dag. Eller tag 'Vampyr', et syret mesterværk i uhygge. Vi kan jo ikke gøre Dreyer hip og moderne og super populær, og det skal vi heller ikke. Men når Dreyer dukker op så ofte i samtaler i udlandet og så sjældent her, så tror jeg, det er fordi, vi lidt har glemt at bruge ham. Og det glæder vi os til at gøre mere ved nu."
Hvad fortæller sengekantsfilmene os om halvfjerdsernes Danmark?
Det er ambitionen, at flere titler fra Palladiums katalog skal tilgængeliggøres og formidles – nogle af dem vil kunne indgå i Filminstituttets store museale retro-digitaliseringsprojekt "Danmark på film". Men hvad med sengekantsfilmene – skal de også formidles?
"Ja, for pokker," forsikrer Henrik Bo Nielsen. "De er jo et stykke vigtig dansk kulturhistorie. Det er da interessant at se på dem og spørge sig selv ’gad vide, hvorfor folk stod i kø i timevis på åben gade i København, når der kom en ny sengekantsfilm?’ Det var en kæmpe eksport-artikel, og på et tidspunkt den mest sete udenlandske film i Titos Jugoslavien. Det er måske ikke stor filmkunst, men det er massekommunikation, så det basker.
Og Ulla Hansen har været med hele vejen. Det var nemlig hende, der blev sendt i banken med de store konvolutter, når udenlandske filmopkøbere kom til Danmark med kontanter efter en af markedsvisningerne i Cannes.
Så det er med stor taknemmelighed over for Ulla Hansen og de to fonde A.P. Møller og Augustinus, at vi nu kan sætte en stor og mangfoldig del af den danske filmkulturarv fri til alle."
Mazurka på sengekanten. Foto: Jan Weincke.
