Danmarkshistorien bliver levende på Det Danske Filminstituts streamingsite 'Danmark på film'. Her kan man dykke ned i en guldgrube af dokumentarfilm fra 1897-2018. Et udvalg af optagelser og værker fra Filmarkivet er blevet digitaliseret og kan ses gratis online. Det er originalt, historisk materiale, og en stor del er rettighedsfrit, dvs. at filmene må bruges frit i ikke-kommercielle sammenhænge. 'Danmark på film' blev lanceret i 2015, og der bliver løbende lagt flere film på sitet.
Med 'Danmark på film' inviterer Filminstituttet til, at brugerne tager del i historiefortællingen. Brugerne kan bidrage med deres egne fortællinger og historiske viden i kommentarfelter ved filmene. Desuden kan brugerne lave filmklip og dele deres klip med andre.
Et interaktivt danmarkskort gør det nemt at finde filmklip fra byer og landsdele. Og ved hjælp af en tidslinje kan man finde film fra årstal, man er særlig interesseret i. En temaoversigt gør det overskueligt, hvad websitet har at byde på. 'Danmark på film' rummer optagelser fra Danmark, Grønland, Færøerne og Island.
Se filmen Fra strimmel til stream
Filmen kommer ind bag kulisserne i Filmarkivet og viser, hvordan de historiske film digitaliseres. Filmen varer 2 minutter og kan embeddes på hjemmesider.
Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen. Musik: Camera Eye.
Historiske filmoptagelser online
Filmene skildrer hverdagsliv og særlige begivenheder i hele Danmark - fra Hvide Sande til København, fra Tønder til Skagen. Her er også klip fra Grønland, Færøerne og Island.
Der er sportsbegivenheder, byjubilæer, kongefamiliens sommerrejser, indvielse af broer og bygninger, årstidernes gang i naturen, dramatiske hændelser som ildebrande og flyulykker - og meget mere. Filmene er særligt udvalgt fra Filmarkivets mange historiske, dokumentariske optagelser.
Portrætfilm og værker
Da 'Danmark på film' åbnede i 2015, rummede det udelukkende dokumentariske optagelser, der var rettighedsfri. Nu kan vi også præsentere dokumentarfilm af bl.a. andre Carl Th. Dreyer, Jørgen Leth, Jørgen Roos og Henning Carlsen. Her er også portrætfilm om bl.a. Klaus Rifbjerg, Robert Storm Petersen, Asger Jorn og Carl Nielsen. Og der er mange flere film på vej.
Nemt at finde film
Mange af filmklippene på 'Danmark på film' er knyttet til et interaktivt danmarkskort, så man kan se optagelser fra de byer og landsdele, man er mest interesseret i. Ved hjælp af en tidslinje kan man søge efter film fra årstal, man særlig interesseret i, og se hvad der optog dansker lige på det tidspunkt.
Desuden samler redaktionen film i temaer, der gør det nemmere at overskue de mange titler. Man kan også finde film via emneord, årstal og fritekstsøgning – så hvis man er særligt interesseret i idræt, fiskeri, besættelsestiden, kirker eller ringridning, er det nemt at finde.
Frit tilgængelige film
'Danmark på film er frit tilgængeligt og gratis, der er hverken login eller abonnement. Det eneste, man skal bruge, er en netforbindelse. Danmark på film fungerer på både computer, tablet og smartphone.
En stor del af filmene på sitet er rettighedsfri, dvs. de kan benyttes frit i ikke-kommercielle sammenhænge. Dermed kan man bruge filmene og udvælge klip til fx egne hjemmesider eller udstillinger via embed-funktion. Det er markeret ved de enkelte film, om de er rettighedsfri.
Om Danmark på film og Filmcentralen
'Danmark på film' er en selvstændig webportal på Filmcentralen, som er Det Danske Filminstituts streamingsite med kortfilm, dokumentarfilm og undervisningsmateriale.
Eksempler på brugerkommentarer:
”Som barn var det det bedste sted i verden, fri som fuglen, marker, luft, sol, kolde vandposter, altid mennesker, venner, uvenner men venner igen, Gud, hvor jeg savner det, må lige tørre øjnene. (Tommy Petersen om filmen ’Blushøjlejren’)
"Fantastisk film - lagde især mærke til klippet fra torvet i Haderslev, hvor statuen af den tyske Kaiser Wilhelm står. Den kan man i dag se på Sønderborg Slot, hvor den er udstillet." (Claus Baltersen om filmen 'Det Skønne Danmark')
"Assorsuaq takujuminarpoq, nuanneq. Fantastisk spændende klip." (Duda Petersen om filmen 'Femte Thule Expedition')
”1930 kan ikke være det rigtige år for optagelsen, da sporet er normalspor (1435 mm). Ergo kan optagelsen tidligst være fra 1933, hvor banen genåbner efter ombygning fra smalspor.” (Martin Hinge om filmen 'Med Alsbanen gennem Sønderborg')
"Tak for den fine film." (Ulla Skovsbøl om filmen 'Danmarks Skolehaver 1903-1928')