Selskab
Crone Film
Etableret i 1973 af producenten Nina Crone (1947) og hendes daværende mand Erik Crone (1946), der forlod selskabet i 1976. Crone Film opstod i forlængelse af Det Danske Filminstituts konsulentordning fra 1972, hvor kunstnerisk værdifulde film kunne modtage økonomisk støtte fra staten. Op gennem 70erne stod Crone Film bag nogle af periodens markante danske film, deriblandt Hans Kristensens trilogi om storbyroden Per "Flugten" (1973), "Per" (1975) og "Blind Makker" (1976); Anders Refns "Strømer" (1976), Ole Roos' filmatisering af Tom Kristensens roman "Hærværk" (1977) og Edvard Flemings "Den korte sommer" (1976) og "Lille spejl" (1978).