Dansk deltagelse ved Future Frames 2022

For tredje år i træk er der dansk deltagelse ved Future Frames i Karlovy Vary. I år er det Nicolai G.H. Johansens afgangsfilm fra Super8, der er udtaget.

Danske Nicolai G.H. Johansen deltager i dette års Future Frames under Karlovy Vary International Film Festival (KVIFF) med sin afgangsfilm fra Super8, HVIS DU VIDSTE, produceret af Asbjørn Høgstad Kelstrup.

Det Danske Filminstitut indstiller hvert år 2 kortfilm af filmskoleelever eller -dimittender til Future Frames, hvorefter KVIFF laver den endelige udvælgelse af projekter, hvis instruktører inviteres til Future Frames.

Det er tredje år i træk at der er dansk deltagelse ved Future Frames: I 2021 deltog Glen Bay Grant med sin Super16-afgangsfilm TRUE MIRROR og i 2020 var Kristian Håskjold dansk deltager med sin midtvejsfilm KROKODILLETÅRER, ligeledes fra Super16.

Deltagerne på Future Frames får pitch-training, har kuraterede møder med den internationale branche, præsenteres for publikum og presse, og runder forløbet af med en master class. Hele forløbet foregår mellem den 27. juni og den 6. juli.

Future Frames: Generation NEXT of European Cinema er støttet af Creative Europe MEDIA og arrangeres af KVIFF og European Film Promotion.

Læs om årets 10 udvalgte projekter her.

Læs mere om årets Future Frames her.

HVIS DU VIDSTE

Det er et par måneder siden Leonora sidst hørte fra sin ekskæreste, men hun kan ikke få ham ud af hovedet. Hendes tanker vender tilbage som en boomerang; de opfordrer til handling. Hvis bare han vidste, at de ting, hun gjorde i fortiden, var på grund af hendes sygdom. Hvis bare han vidste, hvor langt hun er kommet takket være terapi. Hvor ville hun gerne se ham i øjnene og forklare det hele...

Nicolai G. H. Johansens psykologiske drama bringer os ind i sindet på en syg ung kvinde, der længes efter tilgivelse, men ikke kan skelne mellem kærlighed og besættelse.
Dette syn fra hendes perspektiv er det, der gør HVIS DU VIDSTE så vigtig, for dens tilgang til spørgsmålet om psykisk sygdom kommer ikke fra et iagttagende eller rationelt synspunkt, men fra et følelsesmæssigt perspektiv.

 

Vil du høre nærmere om mulighederne for at blive indstillet med din afgangsfilm til Future Frames, så kontakt Katrine Bjaarnø fra MEDIA Desken.