Om Sculpting the Past

Sculpting the Past, der også har den danske titel Fortid fortolket, er navnet på et formidlingsinitiativ fra Det Danske Filminstitut, hvis ambition er at sætte den dokumentariske filmarv i spil for et nutidigt publikum.

Det danske filmarkiv rummer en rigdom af fortællinger om danskerne igennem tiden. De mange film udgør en mangfoldighed af udsagn om det samfund, de er skabt i, og afspejler udviklingen af filmen som kunstart. En udstilling i Filmhuset i København, som løb i perioden 22/8 2013 til 28/3 2014, satte filmmediets rolle i historiefortolkningen og bearbejdningen af vores kollektive erindring til debat.

Her på sitet har du adgang til 77 nydigitaliserede dokumentar- og eksperimentalfilm – fra 1930erne og helt frem til 1989. Tanken er, at den enkelte kan udforske websitet som et digitalt arkiv af markante og for perioden repræsentative dokumentar- og eksperimentalfilm, der tilsammen udvider, nuancerer og revitaliserer vores blik på Danmarkshistorien.

Filmene fordeler sig på tre temaer:

Besættelsen: før, under og efter
Med det formål at lægge flere nuancer til det officielle billede af en voldsomt omdiskuteret periode i Danmarkshistorien har vi udvalgt 30 film. Udvalget giver et indtryk af datidens udstrakte brug af filmmediet til propaganda og sætter spørgsmålstegn ved begrebet autenticitet – både som det blev opfattet af datidens instruktører, men også i forhold til nutidens opfattelse af den historiske dokumentation i filmene.

Nye verdensbilleder: kunst og videnskab 
De 21 udvalgte titler, som strækker sig over perioden 1953-89, skal ses som et billede på, hvordan de fremmede kulturer blev præsenteret for os danskere op gennem 1950’erne og 60’erne. Udgangspunktet er den danske professor i arkæologi P.V. Globs ekspeditioner til Mellemøsten, men vi kommer også rundt om Grønland, nødhjælp og charterturisme. Det handler om ‘kulturmøder’, og filmene slår på den måde en ring omkring hele periodens mange tegn på, at vi som nation var ved at åbne os mod større global sammenhæng.

Eksperimenter og oprør: 1965-80 
De 26 film under dette tema er produkter – vidt forskellige – af den kreative aktivitet, som affødtes af periodens ungdomsoprør, kvindebevægelse og hippiekultur, blandt kunstnere og aktivister. Man eksperimenterede med materialer og udtryk, og politiseringen af dokumentarfilmene medførte mange nye, mere eller mindre officielle produktionsmiljøer.

Under hvert tema finder du forskningsbaserede beskrivelser af filmene og deres historiske kontekst. Det omfattende filmarkiv har desuden et oplagt potentiale for undervisningen i gymnasiet. På forsiden finder du en række forslag til undervisningsforløb, der tager udgangspunkt i et udvalg af de mange nydigitaliserede titler.

Sculpting the Past er kurateret af Dola Bonfils og Cecilie Gravesen, produceret af DFI og støttet af Nordeafonden.

Mød initiativtageren

Kurator og filminstruktør Dola Bonfils fortæller om projektet.

Mød forskeren

Filmhistoriker Lars-Martin Sørensen fortæller om projektet.

Mød instruktøren

Kurator og billedkunstner Cecilie Gravesen interviewer filminstruktør Joshua Oppenheimer om projektet.

Kontakt

Det Danske Filminstitut / Danish Film Institute
EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401

E-mail: webmaster@dfi.dk