Ordforklaringen indeholder ord, der er omtalt på Filmarkivets hjemmeside.
Gå til: ABCD EFGH IJKL NMOP QRSTU VXZYZÆØÅ
Se også emneinddelte litteraturhenvisninger.
ABCD
Acetatfilm d.s.s. safetyfilm
AD-strips er en syre-base indikator, der kan bruges til at finde ud af om en film er ved at nedbrydes. AD-strippen er et lille stykke imprægneret filtrerpapir, som placeres i filmdåsen i 24 timer (ved stuetemperatur). Strippen vil skifte farve, hvis filmen afgiver syreholdige gasser. AD-strippens farve skifter fra blå over grøn til gul ([1]).
Se billede: Til venstre ses to AD-strips placeret på en 16 mm filmrulle. Farven på AD-stripsene har ændret sig lidt, svarende til værdien AD=0,5. Det betyder, at der er en svagt begyndende nedbrydning i filmen. Til højre ses to strips, hvor den ene har ændret farve til grøn, svarende til værdien AD=1. Værdien kan aflæses på den medfølgende blyant.
Arbejdskopi kopi, som regel uden lyd, brugt under filmproduktionen til redigering og klipning af filmen.
Arkivkopi en kopi, der har samme bevaringsstatus som basismateriale. Må kun vises i Filmarkivet. Visningskopieromdøbes til arkivkopi, hvis der ikke findes basismateriale på den pågældende film, eller hvis det er den eneste eksisterende kopi*. En arkivkopi bliver brugt som referencekopi og i nogle tilfælde som lydsikring (se finalmix).
Baggrundsprojektion film brugt til studieoptagelser. Baggrund, der får det til at se ud som f.eks. en bil kører i et landskab.
Basismateriale er en fællesbetegnelse for alle materialer, der kan bruges til fremstilling af en ny kopi af den pågældende film: originale negativer, mastere, dupnegativer, omvendefilm, lydnegativer, finalmix, video-master eller video-original.
Celluloseacetat plastik brugt til fremstilling af filmbasen (se emulsion). Film lavet af celluloseacetat kaldes også safety-film.
Der findes flere typer af celluloseacetat. Cellulose di-acetat blev brugt til fremstilling af især 16 mm film fra 1923 indtil ca. 1937. Derefter brugtes celluloseacetat propionat til 16 og 8 mm film. Cellulose tri-acetat blev opfundet i 1948 og brugt til fremstilling af alle filmbredder fra 1950. Den bruges stadig i mindre grad i dag, men bliver ofte erstattet af polyester.
Når celluloseacetat nedbrydes, udvikles eddikesyre, og man siger at filmen har fået eddikesyndrom.
Cellulosenitrat den første kendte plastiktype, som gjorde det muligt at påføre fotografisk emulsion på en fleksibel og transparent base (modsat f.eks. papir og glas, som har været brugt til negativer til stillsfotografi). Den fleksible base skabte grundlaget for opfindelsen af ”levende billeder”. Cellulosenitrat blev første gang brugt til fremstilling af film af Thomas Edison i 1895 [10].
Dansk film ved en dansk film forstås en film, der har dansk producent. Endvidere skal filmen være indspillet på dansk eller rumme en særlig kunstnerisk eller teknisk indsats som medvirker til fremme af filmkunst og filmkultur i Danmark (se endvidere § 17 i Filmloven).
DCP Digital Cinema Package, JPEG2000 komprimeret digital visningskopi, der kan skabes med og uden kryptering, til beskyttelse af uautoriseret brug/visning. DCP'er indleveres til biograferne på en harddisk.
Dupnegativ negativ film, som er fremstillet ved at kopiere en master eller en kopi.
Duppositiv d.s.s en master.
EFGH
Eddikesyndrom har en acetatfilm, når dens nedbrydning er begyndt. Man siger også, at filmen er angrebet af eddike, eller at den er sur (fordi den lugter surt).
Acetatfilm består af celluloseacetat, som består af lange cellulosekæder med acetat-sidegrupper. Ved nedbrydning fraspaltes disse acetat-sidegrupper og erstattes af hydroxylgrupper. Acetat-sidegrupperne vil i reaktion med vand (vand fra f.eks. høj luftfugtighed) danne eddikesyre, og derfor lugter nedbrudt acetatfilm af eddike, og derfor kaldes nedbrydningen for eddikesyndromet ([2]). Måling af nedbrydningen kan foretages med AD-strips. Nedbrydningsstadier af celluloseacetatefilm, se billede (forstørrelse).
Emulsion emulsionen indeholder billedet. En filmemulsion består af gelatine og det billeddannende element. Det billeddannende element er sølvkorn for sort/hvid film og farvepigmenter for farvefilm. Emulsionen er hæftet til filmbasen.
Filmbase film består hovedsageligt af en filmbase og en emulsion. Filmbasen er det tykkeste lag, og den som ”bærer billedet”. Filmbasen er lavet af plastik, enten cellulosenitrat, cellulose tri-acetat eller polyester. Også cellulose di-acetat og cellulose propionat har i kortere perioder været anvendt til filmbase. Cellulose di-acetat blev anvendt til 16 mm film fra 1923, og propionat blev anvendt til 16 og 8 mm film fra omkring 1937.
Filmbredde de mest kendte filmbredder i dag er 35 mm, 16 mm og 8 mm. Der har siden filmens første år været eksperimenteret med mange forskellige filmbredder ([3]). Der er især tre historiske filmbredder, som stadig findes i Filmarkivet: 9,5 mm, 28 mm og 70 mm.
Liste over filmformater og filmtyper på Wikipedia (på engelsk).
Finalmix er et basismateriale, som indeholder filmens færdige lyd, og som passer til filmens billeder. Udtrykket anvendtes først om lydperf (16 eller 17,5 mm magnetbånd), hvor man ofte havde en effektlyd, en musiklyd og f.eks. en dialoglyd på hver sit seperate bånd. Finalmix'en er alle lyde mix'et på samme bånd. Finalmix bruges i dag også om andre materialer, der indeholder filmens færdige lyd, f.eks. MO-diske eller CD'er.
Forventede antal leveår Antal forventede leveår ([4]) for fotografiske materialer på celluloseacetat kan beregnes med Preservator Calculator. Programmet er udviklet af Image Permanence Institute (IPI) og kan frit downloades. Ved indtastning af temperatur og luftfugtighed (i et eksisterende arkiv f.eks.) beregner programmet det forventede antal leveår, fra materialet er nyt til nedbrydningen er startet, se også Eddikesyndrom.
Glætning fjerner blanksideridser på 35 og 16 mm film med et opløsningsmiddel
Hydrolytisk nedbrydning eller hydrolyse er den primære nedbrydningsproces, der foregår når acetatfilm nedbrydes. Processen er beskrevet under eddikesyndrom.
IJKL
Kodaks kantmarkering Kodak har trykt nogle symboler i kanten af deres film (f.eks. en firkant og en cirkel), som angiver årstallet for filmmaterialets fremstilling.
Disse symboler kan anvendes til en cirka datering af optagelserne, da filmen jo ikke kan være optaget før materialet er fremstillet. Man kan dog godt have brugt filmmaterialet noget senere end fremstillings-årstallet.
Kodak har genbrugt symbolerne hvert 20. år. Det vil sige, at f.eks. en firkant og en cirkel både angiver 1925 og 1945.
Oversigt over alle symbolerne
Der er ikke andre filmfabrikanter end Kodak, som har anvendt kantmarkeringer til årstalsbestemmelse. Hvis filmen f.eks. er fremkaldt på AGFA film, må vi derfor ty til andre metoder, hvis filmens fremstillingsår skal findes.
Kopi film med positive billeder, og som kan bruges til visning i f.eks. biografer. I Filmarkivet opereres der med arkivkopier, visningskopier og museumskopier.
Kopiering når film fra Filmarkivet kopieres, foregår det enten på et professionelt laboratorium eller på Filmarkivets eget overføringsbord. Begge metoder er optiske og analoge (i modsætning til scanning af film, som er en digital proces):
Filmarkivets eget overføringsbord fungerer ved hjælp af et kamera, der affotograferer filmen, hvilket derefter omsættes til et digitalt signal. Fra det digitale signal kan der f.eks. fremstilles en DVD. Disse kopieringer er brugbare til research og til privat brug (se også Kopiering af film i Filmarkivet).
Ved kopiering af 35 eller 16 mm film på professionelt laboratorium gennemlyses filmen over på ueksponeret film. Den ueksponerede film fremkaldes, og hvis udgangspunktet var en positiv kopi vil kopieringen frembringe et dupnegativ, og modsat, hvis udgangspunktet er et negativ, vil kopieringen frembringe en master eller en kopi, [5]. Se også Vådkopiering.
Lakering har været anvendt til at reducere ridser i filmbasen. En film med ridser føres igennem et bad med lak. Hvis lakken har samme refleksionsindeks som filmbasen, kan lakken fylde ridsen ud, og ridsen er derefter ikke længere synlig.
Lakering har også været brugt til nye distributionskopier, hvor opståede ridser i disse kopier vil kunne fjernes ved at fjerne lakken. Derefter kan kopien lakeres igen, og filmens visuelle levetid vil dermed forlænges. Man mener dog, at filmens fysiske levetid forkortes, da lakken skulle påvirke filmens nedbrydning [6].
Lydeksperimenter der findes i Filmarkivets samlingen en mængde lydeksperimenter udført af to danske ingeniører Axel Petersen (1887-1971) og Arnold Poulsen (1889-1952). De eksperimenterede i 1920’erne blandt andet med 24 mm lydspor på separate film. Se billede Det var dog først da de efter 1929 gik over til ”sound on movie”, lydspor og billede på samme filmstrimmel, at deres lydsystem blev anvendt på film produceret fra Nordisk Films Kompagni indtil midten af 1950’erne [11]. Se billede.
Lydnegativ film, hvorpå kun det negative lydspor er. Når en kopi fremstilles, kopieres både negativet og lydnegativet over på den færdige kopi. Se billede.
Lydperf 16 eller 17,5 mm magnetbånd kun med lyd. Har tidligere været brugt til indspilning af lyd til især fiktionsfilm (se også finalmix). Blev opfundet i starten af 1950'erne, og blev først fremstillet med celluseacetate som base. Disse tidlige magnetbånd har ofte eddikesyndrom. Fra 1963 blev de fremstillet med polyesterbase. Findes også i 35 mm. Se billede.
MNOP
Master lavkontrastkopi (positive billeder), der bruges til fremstilling af dupnegativet. Det samme som en im.pos og et duplikatpositiv.
Mixebånd 16 eller 17.5 mm lydperf (magnetbånd) med lydeffekter og/eller musik. Brugt til at mixe filmens endelige lyd, se også Finalmix.
Museumskopi er et begreb, der bruges om både visningskopier og arkivkopier, og som indikerer, at filmen er bevaringsværdig, og skal behandles som en museumsgenstand.
Nedbrydning af film må opdeles i to afsnit: nedbrydning af cellulosenitrat (nitratfilm) og nedbrydning af celluloseacetat(safetyfilm). For nedbrydning af celluloseacetat, se under eddikesyndrom.
Nedbrydning af cellulosenitrat er uigenkaldelig og materialet undergår en total forvandling fra en fleksibel og gennemsigtig film til en sammenklistret, sprød hvidlig eller brun masse.
Nedbrudte nitratfilm udvikler giftige gasser, og jo mere nedbrudt materialet er, jo mere brandfarligt er det. Nedbrudt nitrat kan i sjældne tilfælde SELVANTÆNDE. Kontakt derfor altid Filmarkivet, hvis du tror, du har fundet nedbrudt nitratfilm.
De synlige tegn på nedbrydning kan opdeles i fem stadier:
1: Billedet misfarves af brunlige pletter eller plamager og dernæst forsvinder billedet, d.v.s at billedsølvet bleges, og kan derfor ikke længes ses. Nitrøse gasser kan svagt lugtes. Se eksempel på film i dette stadie.
2: Emulsionen bliver klæbende, og filmen klistrer sammen.
3: Dele af filmen er blød, gasbobler ses på overfladen, og der vil være en tydelig lugt af nitrøse gasser.
4: Hele filmen bliver enten meget blød eller meget sprød, og er helt klisteret sammen.
5: Filmen er helt eller delvist omdannet til en samlet klistrende masse med brunt pulver eller hvidlige sprøde krystaller.
Den kemiske forklaring: Cellulosenitrat består af lange kæder af cellulose med forskellige nitrogenoxider vedhæftet. Når cellulosenitrat nedbrydes, fraspaltes disse nitrogenoxider fra cellulose-kæden. Vand og oxygen (fra den omgivende luft) omdanner nitrogenoxiderne til salpetersyre og salpeterholdige gasser. Da salpetersyre er meget reaktivt, forårsager dette yderligere nedbrydning af cellulosenitraten, og nedbrydningen accelereres.
Se billede til højre af nedbrydningsstadier for cellulosenitratfilm (forstørrelse).
Se billeder af nedbrudte nitratfilm fundet i Filmarkivet.
Nitratfilm kaldes de film, hvor filmbasen består af cellulosenitrat. Cellulosenitrat blev anvendt til fremstilling af film fra filmens start i slutningen af 1800 indtil 1950-51. Efter 1951 stoppedes produktionen helt i den vestlige del af verdenen og erstattedes af celluloseacetat. Nitratfilm er brandfarlige og nedbrudt nitratfilm kan selvantænde. Der er ikke længere en biograf i Danmark, som har de særlige brandforanstaltninger, der er nødvendig for at vise nitratfilm. Det Danske Filminstituts Filmarkiv modtager alle nitratfilm til gratis opbevaring i det nyindrettede nitratarkiv. Se også Donation af film.
Omvendefilm særlig filmtype, som altid fremkaldes positivt, ofte 16 mm (eng. reversal film). Omvendefilm er kamerafilm og kan ligestilles med et originalt negativ. Omvendefilmen kan kendes på dens sorte kanter og perforering i begge sider. Se billede t.h.
Originalt negativ kaldes det negativ, som har siddet i kameraet under filmens eller hændelsens optagelse. Den endelige film klippes som regel sammen af det originale negativ. Se også dupnegativ og lydnegativ.
Polyesterfilm plastikken polyester (polyethylene terephthalate) blev allerede opfundet i 1940’erne. Polyester er velegnet som filmbase, da den er fleksibel, stærk og meget langtidsholdbar ([7]). Den blev dog først blevet anvendt i større stil som filmbase fra 1990’erne, da det ikke er muligt, som ved nitrat- og acetatfilm, at splejse filmen sammen med lim eller cement. Polyesterfilm skal sættes sammen med ultralydssplejsning eller tape. Polyester blev anvendt som base til magnetbånd (f.eks. lydperf) allerede fra 1960’erne.
Produktionsmateriale materiale fremstillet under filmens produktion, men som ikke skal anvendes ved fremstilling af en eventuel sikring af den pågældende film. Det er f.eks. fraklip, mixebånd, baggrundsprojektioner og arbejdskopier.
QRSTU
Re-dimmensionering er tidligere blevet anvendt på skrumpede film. Ved kopiering af skrumpede film, vil filmens perforationshuller ikke passe til kopieringsmaskinens tandhjul. For at undgå at filmen rives i stykker under kopiering, er det muligt at re-dimmensionere den. Filmen lægges i et trykkammer med en blanding af acetone, glycerol og vand i bunden. Væsken bliver over tid optaget i filmen, som udvider sig en lille smule, omkring 1 %, og det er nu muligt at kopiere filmen. Filmen vil efter re-dimmensioneringen skrumpe igen, og det er nødvendigt at kopierer den straks efter behandlingen ([8]). I dag anvendes i større grad tilpassede kopieringsmaskiner, der ved hjælp af mindre tandhjul eller gummivalser kan håndtere skrumpede film uden de blevet re-dimmensioneret.
Regenerering er en metode til reducering af ridser i emulsionen (modsat glætning, polering og lakering, der reducerer ridser i filmbasen). Emulsionen behandles med vand, som derefter bliver blød og svulmer op. Når emulsionen svulmer, ”vokser ridserne sammen”, og vil også efter tørring forblive sammenvokset. Kan kun bruges på mindre og overfladiske ridser.
Restaurering: før filmen kopieres/sikres, kan de i visse tilfælde være nødvendigt ændre på filmens indhold for at genskabe filmens oprindelige udtryk. F.eks. ved at finde og indsætte manglende scener fra andre kopier eller at rekonstruere farverne. Dermed forsøger man at genskabe en kopi, som man mener, den oprindeligt har set ud.
Safety-film eller sikkerhedsfilm er en betegnelse, som blev brugt om film lavet af celluloseacetat. Betegnelsen er brugt for at adskillige safety-filmene fra de brandfarlige nitratfilm. Er også kaldet acetatfilm.
Scanning af film, er en overførelse af fotografiske analoge billeder på film til et digitalt videosignal på bånd eller disk.
Filmarkivet har ikke selv en filmscanner, men anvender forskellige scanningslaboratorier i København.
Sikring eller sikringsmateriale bliver fremstillet for at sikre, at filmen fortsat bevares. En sikring af en film foretages ofte af en film, der kun findes på nitratfilm, og i modsætning til en restaurering, så ændres der ikke i basismaterialet.
Ved en sikring bliver der fremstillet nye mastere, dupnegativer og/eller kopier på arkivholdbart materiale, ofte polyesterfilm.
Ultralydsrensning film renses ofte inden de skal vises eller kopieres. Rensningen fjerner støv og fedtpletter, og sikrer det flottest mulige udtryk for den pågældende film. I Filmarkivet anvendes en Lipsner Smidt til rensning af film, og det er muligt at rense 35 og 16 mm film.
Ultralydsrensning fungerer på følgende måde: Ved hjælp af enten spoler eller tandhjul føres filmen igennem et kammer med en opvarmet væske, et opløsningsmiddel. Ultralyd sendes igennem væsken, og dermed opstår en stor mængde bobler, der indeholder fordampet væske. Disse bobler brister let og forårsager en trykbølge, og det er denne trykbølge, som løsner skidt og snavs fra filmen. Filmen tørres derefter i et tørrekammer, hvor ”luftknive” sikre en jævn tørring. Der blev tidligere anvendt perkloretylen til filmrensning. Dette er nu erstattet af et mindre giftigt og ikke kloreret opløsningsmiddel.
Ultralydsrensning påvirker, så vidt vides, ikke filmmaterialets kemiske nedbrydning, men bør ikke anvendes til film, der er meget sprøde, og film, hvor emulsionen har løsnet sig i kanterne.
U-matic var én af de tidligste videobåndsformater i kassette. Produceret fra 1971 af Sony, JVC, Panasonic m.fl. Blev anvendt af både professionelle og semi-professionelle i produktionen af korte film og reklamer. Vidt udbredt i fjernsynsproduktion. Bliver ikke brugt længere, men der findes stadig store samlinger af U-maticbånd i mange arkiver.
VXYZÆØÅ
Video magnetbånd beregnet til både billede og lyd i enten kassetter eller på spoler, f.eks. VHS, Super-VHS, U-matic, BetacamSP (se billede), Digital betacam (se billede) og 1”C-spoler.
Læs mere om videobånd på Wikipedia (på dansk). Læs om Betacam-familien på Wikipedia (på engelsk).
I Filmarkivet inddeles videobånd i flere niveauer, alt efter kvalitet: Video-master, video-original, video-dublet og video-kopi.
Video-master det første færdigredigerede bånd for film, der kun produceres digitalt. Bevaringsværdigt. Båndet, der bevares, er ofte et digital betacam-bånd eller et HDCAM-bånd.
Video-original scanning af 35 eller 16 mm film fra Filmarkivet foretaget på professionelt scanningslaboratorium. Bevaringsværdigt. Båndet, der bevares, er ofte et digital betacam-bånd eller et HDCAM-bånd.
Video-dublet (eller video-dub) digital kopi af enten en video-master eller en video-original (uden kvalitetstab). Brugsbånd.
Video-kopi analog kopi, fra f.eks. et VHS-bånd (medføre ofte tab af kvalitet). Brugsbånd.
Visningskopi ofte en 35 mm eller 16 mm kopi, der bruges til visning i f.eks. biografer. Modsat visningskopier findes også arkivkopier, som betragtes som bevaringskopier, og som derfor ikke bruges til visning.
Vådkopiering er en proces, der anvendes til kopiering af især ældre ridsede film. Under kopieringen, i det øjeblik, hvor filmen gennemlyses, føres den igennem et lille kammer med væske, der udfylder ridserne, og dermed bliver ridserne usynlige på den nye kopi. Den anvendte væske må have et refleksionsindeks tæt på celluloseacetats, og ofte anvendes perkloretylen [9].