Et år efter den første film blev vist i Paris, fik den teknisk behændige fotograf Peter Elfelt flikket sit eget filmkamera sammen og optog januar-februar 1897 den første danske film Kørsel med grønlandske Hunde (Peter Elfelt 1897).
/ Se Kørsel med grønlandske Hunde på europeanfilmgateway.eu
Det blev starten på dansk film, der i 1906 blev industri, da Ole Olsen etablerede Nordisk Films Kompagni.
Snart gik Nordisk Film over til at producere spillefilm i længere format, hvilket gjorde selskabet til et af verdens førende, nogenlunde samtidig med, at den amerikanske filmindustri samlede sig i det solbeskinnede Hollywood. Internationalt fik Danmark succes med kulørte melodramaer med sensationsagtige emner.
Den hvide slavehandel (August Blom, 1910) var en genindspilning af en film fra det århusianske filmselskab Fotorama. August Bloms genindspilning blev den internationalt kendte version, der var med til at gøre Nordisk Film til et af verdens førende filmselskaber.
/ Se Den hvide slavehandel på europeanfilmgateway.eu
De følgende år blev dansk films guldalder med Asta Nielsen som den store internationale stjerne. Allerede i debutfilmen Afgrunden (Urban Gad, 1910) brød hun igennem med sin set med tidens øjne afdæmpet intense spillestil. Samtidig skabte hendes vovede gaucho-dans opmærksomhed om dansk film.
/ Se Afgrunden på Filmcentralen
Siden fortsatte hun og instruktør Urban Gad karrieren i Tyskland, hvor Die Asta blev tidens absolut førende kvindelige filmstjerne.
Blandt dansk Films førende instruktører var Benjamin Christensen, der i hovedværket Det hemmelighedsfulde X (1914) finder filmiske løsninger, der for alvor løsriver mediet fra indflydelsen fra teater og litteratur.
/ Se Det hemmelighedsfulde X på Filmcentralen
Eneren Carl Th. Dreyer gjorde sine første erfaringer som klipper, tekstforfatter og instruktør hos Nordisk Film, men fik snart udlængsel og instruerede film i Sverige, Norge, Tyskland og Frankrig.
På EFG kan man finde uddrag fra alle hans store film samt i fuld længde en række dokumentarfilm om og af Dreyer.
Blade af Satans bog (Carl Th. Dreyer, 1921) er med sin afdækning af ondskaben i fire perioder et ambitiøst storværk af en instruktør, som siden ofte forlod Danmark for at kunne realisere sine visioner.
Med 58 spillefilm i årene 1914-26 var A.W. Sandberg Nordisk Films centrale instruktør, der i tyvernes nedgangstider huskes bedst for en række respektable Charles Dickens-filmatiseringer som Store Forventninger (A.W. Sandberg 1922).
Dansk films første guldalder varede små ti år, hvorefter Nordisk Film med satsninger på klassikerfilmatiseringer ramte ved siden af publikums smag, mens en række af selskabets hovedkræfter forsvandt til konkurrenten Palladium og en ny biografskat gjorde indhug i indtjeningen på hjemmemarkedet.
I tyverne overtog Sverige og Tyskland den europæiske førertrøje, mens amerikansk film langsomt etablerede den verdensdominans, som vi i dag tager som en selvfølge.