En bittersød og kærligt ironisk film af den slags, som Bent Hamer efterhånden er en norsk verdensmester i at skrue sammen. Men hvor hans vittige historier tidligere har handlet om den indesluttede og stolte (nord)mands eksistentielle prøvelser, får vi nu en kvindes perspektiv på det moderne livs udfordringer i den charmerende ‘1001 Grams’. Marie er en nogle-og-30-årig, fraskilt kontrolfreak, der arbejder på et videnskabeligt laboratorium for mål og vægt, og som betragter verden med en tilsvarende afmålt og kølig distance. Da hendes far, en legendarisk videnskabsmand, bliver syg, får Marie til opgave at transportere en vægt på ét perfekt kilo – som er laboratoriets store stolthed og et objekt omgærdet af grænseløs respekt blandt hendes kolleger – til en konference i Paris, hvor den skal måles efter i sømmene. Men Maries rejse til Paris bliver et gram eller to mere romantisk, end hun lige havde forestillet sig, mens Hamer med vanlig pokerfjæs lader hverdagens magi folde sig ud og understreger, at ikke alt her i livet kan måles og vejes.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.