Den 26-årige mor Waad al-Kateab har filmet de sidste dage af kampen om Aleppo i Syrien til sin 1-årige datter Sama, såfremt Waad og hendes mand, der er læge på det sidste hospital i Aleppo, ikke overlever krigen. Filmen er formet som et langt kærlighedsbrev til Sama og forsøger at besvare det, som andre Syrien-film ofte efterlader ubesvaret: Hvorfor bliver disse mennesker? Hvad holder dem fast i en zone af krig og død, og hvordan er hverdagen midt i sådan et kaos? Det hele starter i 2012, hvor Waad med sit kamera indfanger sine medstuderendes demonstrationer, glæden og optimismen, før regimet griber til brutale midler. Gruppen af venner må undslippe snigskytter, luftangreb og bomber. Men en dag midt i al kaos frier Hamza til Waad, og snart er hun gravid. Sama bliver født 1. januar 2016 - et lille glimt af håb i en mørk tid. Hospitalet bliver bombet, men fortsætter med at tage imod sårede mænd, kvinder og børn. Små lommer af lykke med deres datter giver dem styrke til at fortsætte.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.