Pastor Anton Laier (1883-1969), bondedrengen fra Frederiks på den jyske hede, blev præst i 1927, men efter bare 10 år suspenderet fra sit embede i Hjallerup Kirke, først og fremmest fordi han havde omdannet præstegårdshaven til 'en karrusel' med sine verdslige og religiøse cementskulpturer. Som den første præst siden reformationen sættes han ud af præstegården af kongens foged. Efter afsættelsen fortsatte Laier sin kunstneriske virksomhed i skulptur og maleri, og filmen tegner et billede af Laier som en modig folkelig forkynder, hvis forargelige forkyndelse i kunstens form - den eneste ægte indremissionske kunst i Danmark - meget vel kan blive en del af den internationale kunsthistorie.
Der er tilført en ramme til slut i filmen, som yderligere forstærker dramaet og portrætter af Laier: optagelser fra flytningen af nogle af de største skulpturer i begyndelsen af 1968. Der skal nemlig gå en ny hovedvej gennem Laiers skulpturpark, og kameraet følger denne moderne reprise på nedtagningen af korset og på himmelfarten, med den nu 85-årige Laier som magtesløs tilskuer.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.