Lunana er den fjerneste dal i det bhutanske Himalaya – otte dagvandringer fra nærmeste by og uden elektricitet, internet og hvad en moderne bybo ellers måtte have brug for. Og en sådan en er Ugyen, der bor i Bhutans hovedstad Thimphu, men egentlig drømmer om at flytte til Australien og gøre karriere som musiker. Desværre har hans chef lagt helt andre planer for ham. Som sidste led i uddannelsen udstationeres han som lærer i Lunana. Manglen på moderne bekvemmeligheder giver Ugyen abstinenser, men de mennesker, han møder, viser sig hurtigt at kunne opveje alle afsavn. Bhutan er kendt for at have afløst brutto-national-produktet med en slags brutto-lykke-index, og det smitter – især i disse tider. Udover sin opløftende historie og et højst charmerende persongalleri (inklusive yakoksen, som bor i skolens klasseværelse), så er filmens bjergtagende landskaber nok til at sende én i svingninger. Ikke sært, at det amerikanske Film Akademi mener, at filmen er en Oscar værdig.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.