En række klip og råoptagelser med den kongelige familie fra årene omkring 1945-1955 (ligger ikke kronologisk):
Kongeparret og prinsesse Margrethe ankommer i bil til Christiansborg, formentlig Folketingets åbning. Kongeparret og de tre prinsesser drikker te på Amalienborg (optagelsen er med i "Danmarks Konge" fra 1957). Kongeskibet Dannebrog med hele familien ombord lægger til kaj i Haderslev og modtages af byens borgere. Kongefamilien besøger Christiansfeld. Klip til fødselar Kong Chr. X med sin familie på Amalienborgs balkon - kongen fylder 75 år. Folket hylder ham med flag, hele København er udsmykket. Kransenedlæggelse ved mindesmærke. Langelinie: kongeligt besøg fra Norge, karetoptog gennem byen. Klip til kongeskibet Dannebrog - den kongelige familie lægger til i Sønderborg. Flyvepladsen i Narsarsuaq i Sydgrønland: Kong Frederik IX vinker til lettende fly (Dronning Ingrid flyver hjem fra Grønlands-besøget 1952). Langelinie: Dronning Ingrid og tre forventningsfulde prinsesser tager imod kongen. Klip til Gråsten Slot, hvor prinsesserne, dronningen og kongen er iført grønlandske klædedragter.
Nogle af optagelserne ses også i 'Danmarks Konge' og i 'Med Kongeparret i Grønland'.
Scenen hvor kongeparret og de tre prinsesser drikker te på Amalienborg stammer fra filmen "Danmarks konge" (Lau Lauritzen Jr., DK, 1957) produceret af Laterna Film.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.