Vores madkultur har ændret sig mere de sidste femten år end de forrige hundredetusinde. Med den simple konstatering begynder en grundig afklædning af den korrupte, amerikanske fødevareindustri. Utallige emballagers billeder af glade landmænd på traktorer er en stor fed løgn. I dag foregår 99% af al fødevareproduktion i USA i store, specialiserede industribygninger eller på landområder, der minder om stadionanlæg. I "Food Inc." ser vi på bagsiden af medaljen. Konsekvenserne for vores sundhed og for miljøet, for biodiversiteten, den voksende afstand mellem borgeren og bonden, den voksende centralisering af fødevareproduktionen og den tiltagende politiske manipulation. Billigt fast food og sukkerholdige snacks bliver til dyre udgifter andre steder i systemet og får nærmest karakter af epidemi, når én ud af tre amerikanere allerede i dag får konstateret diabetes. Et forbrugeroprør synes at være den eneste trussel mod McDonalds & co. Og når man har set "Food Inc." er man i høj grad klar til det!
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.