Agent 47 er født blandt verdens barskeste kriminelle, men siden reddet og opfostret af et udstødt kristent broderskab. Han er lynende intelligent, karismatisk og charmerende, men han er tillige særdeles fåmælt, og ligesom organisationens andre agenter har han intet navn, men kendes kun på de to sidste cifre i den stregkode, han har tatoveret i nakken. Og så er han en dræbermaskine. Filmens handling tager fart, da Agent 47 har overstået et veludført job og som sin næste opgave skal likvidere Ruslands ministerpræsident. Pludselig er han fanget i en politisk sammensværgelse - jaget ikke alene af det russiske militær, men også af Interpol, som med inspektør Mike Whittier i spidsen længe har været på sporet af ham. Samtidig med at han må flygte gennem Østeuropa og rede alle trådene ud, knytter han sig modstræbende til den gådefulde russiske kvinde, Nika, som har sin egen hemmelige dagsorden.
Palads, Imperial, BioCity (Tåstrup), Baltoppen Bio 1-2, CinemaxX, Empire, Kinopalæet (Lyngby), Falkoner samt 33 biografer i provinsen, inkl. Færøerne og Grønland
Kommentar
Hitman er oprindeligt et computerspil udviklet af spilfirmaet IO Interactive med Rasmus Guldberg-Kjær som creative art director. Den første version af spillet, Hitman: Codename 47, kom i år 2000 og blev hastigt et internationalt hit. I forlængelse af succesen udviklede IO Interactive Hitman 2: Silent Assassin, som lanceredes i 2002, og med et salg på verdensplan på tre millioner eksemplarer bragte det selskabet til tops på den internationale spilhimmel. I 2004 blev IO Interactive opkøbt af britiske Eidos Interactive for 256 mio. kr. Som en del af salgsaftalen fortsatte de 140 ansatte deres arbejde med base i København og videreudviklede spillet med Hitman: Contracts i 2004 og Hitman: Blood Money i 2006.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.