Naturfilm om en lille koloni af afrikanske kamæleoner på en strand i Grækenland. Filmen præsenterer en økologisk problemstilling ved at følge to kamæleoner fra fødsel til død. Historien fortælles med intense billeder fra dyrenes synsvinkel; magien når øgleungerne kravler op af sandet i måneskær; den nådesløse kamp mellem to voksne hanner, som bare skal slås; hunnen, der på udmattelsens rand må opgive at lukke hulen, hvor hun har lagt æg; den uheldige, der har forvildet sig ind mellem egerne på et cykelhjul ... Tæt på området bygges et hotelkompleks, og turisternes tiltagende aktiviteter udgør en fare for kamæleonerne. Mange bliver kørt over, og filmen viser en rekonstruktion, som kan virke voldsom på det yngste publikum. Kamæleonen er et unikt dyr med højt specialiserede funktioner; roterende øjne og en lang, klæbrig og lynhurtig tunge; evnen til at skifte farve på få sekunder. Biologer gør, hvad de kan for at beskytte de sårbare krybdyr, der i Europa kun lever på denne smukke strand.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.