‘Det er sværere at komme med i Mannskoret end at blive medlem af Hells Angels,’ siger korets medlemmer – en højrøstet gruppe øl-bællende, midaldrende norske mænd, der for 15 år siden svor at synge ved hinandens begravelser. ‘Det bliver selvfølgelig lidt akavet for den næstsidste af os,’ griner de. Men nu bliver det alvor. Deres elskede korleder Ivar er ramt af uhelbredelig kræft og har kun tre måneder tilbage at leve i. Men han nægter at dø, før de har medvirket i korets største koncert nogensinde: Som opvarmning for Black Sabbath og Ozzy Osbourne foran 10.000 feststemte mennesker. Filmen svinger – som livet – fra rungende latter til trillende tårer. Det er en film om venskabets ubrydelige bånd, skæbnens ubønhørlighed og musikkens helende kræfter.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.