Tryllekunstneren Buddy "Aces" Israel overtrådte den tynde linje mellem at være mafiaens maskot til selv at være gangster. Og gjorde derved sin gamle "beskytter", Primo Sparazza, til sin dødsfjende.
Men lige nu sidder Buddy indespærret i sin luksuriøse penthouselejlighed på Nomad-kasinoet, mens hans advokat forhandler med FBI om straffrihed for hans vidneudsagn mod hans kontakter inden for den organiserede kriminalitet. Og lige nu ligger Sparazza for døden og udsender en kontrakt: 1.000.000 $ for at slå Aces ihjel og levere hans hjerte til Sparazza!
Mens FBI venter med at tage Buddy i deres varetægt til aftalen er i hus, er lejemordere fra nær og fjern på vej til hans skjulested i Lake Tahoe. Maskeringens mester Lazlo Soot, den hensynsløse torturekspert Pasquale Acosta, de psykopatiske Tremor-brødre og to glamourøse, kvindelige snigmordere. Nåh ja og så et par optimistiske dusørjægere, der vil have ham levende, inden helvede bryder løs. FBI-agenterne Messner og Carruthers aner ikke, hvad de har rodet sig ind i, da de sætter kurs mod Lake Tahoe for at beskytte deres interesser. For som altid, når Buddy "Aces" tryller med sine kort, kan man godt regne med, at det er et trick.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.