Mellem ingenting / og ingenting / sætter en jæger / sine tegn i hulens mørke / derude var vildtet / herinde kunne han betegne det. Sådan lyder Hans-Jørgen Nielsens rytmisk ledsagende digt, der stemningsskabende åbner for dette filmværk om selve den skabende proces, dialogen mellem kunstner og udtryk, selve sprogets og udtrykkets oprindelse. Med forbilledlig pædagogisk klarhed fører instruktøren Ove Nyholm os ind i sprogrum og -billeder og skaber selv en dialog mellem filmens legende, eksperimenterende udtryk og kunstnere som Kirsten Olesen (skuespiller), Søren Ulrik Thomsen (digter), Per Nørgård (komponist), Kim Vilfort (fodboldspiller), Erling Eliasson og Mette Bøtcher (dansere), Michael Kvium (maler), Henning Larsen (arkitekt) og Hans Georg Lenz (musikkritiker), der alle fortæller om sproget, udtrykket, den kunstneriske skabelsesproces.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.