Dokumentarfilmen er et intimt indblik i livet og karrieren for Chelsea Manning, den transkønnede amerikanske soldat og aktivist, som blev idømt 35 år i militærfængsel for at lække fortrolige oplysninger om USA’s krige i Irak og Afghanistan. Vi følger Manning fra hun benådes af Præsident Obama i 2017 og skal skabe sig en ny tilværelse uden for fængslet og militæret – nu som kvinde og som en stærkt kontroversiel figur, som deler vandene mellem dem, der ser hende som en vigtig og modig whistleblower og dem for hvem hun er en kriminel landsforræder. Tydeligt mærket af sin tid som soldat, fængselsindsat og retssagen mod hende, forsøger hun at forklare omverden, hvorfor hun følte, det var vigtigt at lække militær information til Wikileaks, samtidig med at hun arbejder på en ny karriere som politiker. Men da hun vedholder sin loyalitet over for Wikileaks’ grundlægger Julian Assange, kommer hun atter i myndighedernes søgelys. Filmen bringer os helt tæt på et menneske, der er villig til at ofre sin egen frihed for at få sandheden frem i lyset.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.