Sidse Babett Knudsen

Skuespiller. Født 22/11 1968.

Uddannet på den private skuespillerskole Théàtre de L'Ombre i Paris 1987-90. Kom tilbage til Danmark og var i en periode medlem af FÅR 302. Har spillet roller på bl.a. Mungo Park, Betty Nansen og Det kgl. Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Med sin gennembrudsrolle i Jonas Elmers debutfilm "Let's Get Lost" (1997) fik Sidse Babett Knudsen fra første færd en central placering i det opbrud, der skete inden for dansk film i sen-halvfemserne. Replikken, der altid virker nyfødt, følelsespresset, som aldrig kan modstås ret længe ad gangen, fornemmelsen for musikalsk improvisation og spontan karakterkomik - Sidse Babett kan mere indlysende end nogen anden filmskuespillerinde i sin generation udfylde disse års øgede albuerum til den kreative skuespiller.

Småneurotisk studine ("Let's Get Lost"), bedraget og forvirret skønhedsklinik-ansat ("Den eneste ene"), rå stripper ("En stille død"), handlekraftig gangster-chick ("Max") og grå kontormus ("Monas verden") - alle disse figurer styres af en mere eller mindre selverkendt skjult dagsorden. De bevæger sig først usikkert og flakkende, men efterhånden mere målrettet mod en forløsning - overvindelse af hævnfølelsen, mødet med kærligheden, selvrealisering. Flertydighed er altid til stede i Sidse Babett Knudsens personer, som aldrig er mere seje og målrettede end at tvivlen kan slå dem ned på et splitsekund, og aldrig mere forvirrede og usikre end at beslutsomheden med ét kan vælde op i dem og drive dem fremad i temperamentsfuld turbofart.

Hendes hverdagskvinder gemmer ofte særegne karaktertræk - planer om det store hævndrama,
hede bankrøversexdrømme eller hang til latinske danse ("Mirakel"). Og centralt i alle hendes præstationer findes en uforudsigelighed og selvironisk humor, der vækker nysgerrighed og sympati. Nok har hendes figurer ofte sære ting for, men den jordbundne side af dem erkender det selv.

Har man øjnene med sig, kan man se hende i et glimt som det - ganske velnærede - medlem af en gøglertrup, der i Ole Bornedals tv-serie "Charlot og Charlotte" (1996) opfører et lavkomisk stykke (hun er 'barnebarnet Heidi').

Hun er temperamentsfuldt, men småborgerligt bryllupsfikseret i en mindre rolle i afsnit 1 af "Strisser på Samsø" (1997-98) . Og straffen kommer i afsnit 7 to år senere, hvor det viser sig, at ægteskabet ikke holdt. Og hun danner et godt kontrastrigt par med Lars Brygmann i krimi-novellefilmen "En stille død" (1997), hvor hun er den rå, kriminelle stripper, han den stilfærdige, korrekte embedsmand overrumplet af hendes feminine frækhed.

Men det er som den tragikomiske Julie i "Let's Get Lost" (1997), hun som en lettere sydende vulkan holder sit indtog med en ny kvindetype i dansk film: hverdagspigen, der er moderne grov i munden, men gammeldags sart i følelserne. Skrottet af kæresten er hun den ufrivillige kvindeklovn, sørgmodig, sarkastisk og magtesløs munter. Og hudløst sårbar i nogle dirrende præcise scener, der i den grad skærer ind til benet af eksistentiel smerte, at det sjældent har set sin lige i dansk film. Men samtidig besidder hendes Julie en fundamental overleverstyrke, en ur-drivkraft, som når hun i en tårevædet scene med ekskæresten vender på en tallerken og genfinder selvrespekten med en enkelt aggressiv replik: 'La' vær' og NUS mig!'

Hun viser megen rå følelse i "Let's Get Lost", mens hun i megasuccesen "Den eneste ene" (1999) i højere grad spiller på en virtuos blanding af komik og romantik. Hun har stadig følelser og nerver uden på tøjet, men er også en romantisk, sexet heltinde med et smil, der glimter helt op i de blå øjne og fylder luften med amoriner. Og samtidig virker hun fundamentalt rørende, når hun får boksebolden tilbage i synet, hver gang hun langer ud.

Temperamentet lyner både her og i Trine Piil Christensens gangsterkomedie "Max" (2000), hvor det trods filmens forvirring lykkes hende at give sin titelperson udfarende kraft og en vis målbevidsthed. En rolle i større pagt med hendes personlighed end den relativt passive tankpasserpige Julie forelsket i Allan Olsens fallerede bokser Willy i Wikke & Rasmussens Shakespeare-pastiche "Motello" (1998).

De varmblodige latino-tendenser fra familiefilmen "Mirakel" (2000), hvor hun er hovedpersonens mor, der fjanter rundt med Peter Frödins cardiganklædte klasselærer, dukker atter op i Jonas Elmers kriminalistiske kærlighedskomedie "Monas Verden" (2001), hvis historie hun har været med til at skrive. Her formummer hun sig som den bebrillede, berøringsangste regnskabsdame Mona - lidt af en knudekvinde, der har valgt ensomheden frem for risikoen for at blive såret. Indtil Thomas Bo Larsen kluntede og romantiske bankrøver Thorbjørn dukker op og får hende til at give los af lidenskaberne og talentet for spansk og russisk tungetale.

Filmens første halvdel viser en ny pansret, buttet Sidse Babett - underspillende og anonymiseret, men stadig god for subtile komiske nuancer i mimik og betoninger. Alligevel falder figuren godt sammen med hendes forkærlighed for karakterer, der åbner mulighed for at dyrke det ualmindelige i det almindelige. Her virker hun som en lidt flaksende films styrende element, og man synes at stå over for et fænomen, som ellers er mest kendt i det stjernebestrøede udland - skuespilleren som auteur.

Sikkert er det i hvert fald, at hun er et meget bestemmende omdrejningspunkt i sine tre hovedrollefilm. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Vandt en Cecar for bedste kvindelige birolle ("L´Hermine" / Christian Vincent / FR), 2016.