Gull-Maj Norin

Skuespillerinde. Født 20/4 1913 (i Helsingborg, flyttede til Danmark som 10-årig), død 27/11 1997 - 84 år gammel. Gift med instruktør Søren Melson (1916-84).

Debuterede i 1931 og fik en omfattende scenekarriere med optrædener både i Danmark og Sverige.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hun blev fra sin teaterdebut, 18 år gammel, kendt som en eksotisk skønhed med amourøst tegnede øjenbryn, ekstravagant påklædning og en statuarisk vamp-manér.

I første omgang fik den danske Dietrich dog mest tomme roller i 1930'rnes farce-fjollerier - bortset fra en spektakulær heltinderolle i George Schnéevoigts laplandske sne-melodrama "Fredløs" (1935). Filmen vakte en del interesse i England og USA, og Hollywood-instruktøren Josef von Sternberg henvendte sig til hende, da han i 1937 - efter stjernen Merle Oberons bilulykke - skulle finde en afløser til den ufuldførte "I, Claudius" i London. Hun skrev i 1939 kontrakt med datidens mest respekterede engelske producent Alexander Korda, men krigen forhindrede en engelsk karriere.

På hjemlig grund gnistrer talentet første gang i Johan Jacobsens vittige komedie "Ballade i Nyhavn" (1942), hvor hun har sofistikeret erotisk appeal i nogle vellykkede scener med Gunnar Laurings sagfører.

Herefter kommer hun i tre film under sin instruktør Bodil Ipsens specielle dressur, der fører til en ofte total kalkering af Ipsensk manér og stemmeføring. Hun smører det beregnende og træske lidt tykt på som psykoanalytikeren med Mogens Wieths pianist under behandling i komedien "En Herre i Kjole og Hvidt" (1942), Ipsens meget velskabte og eneste komedieforsøg (bortset fra den svenske "Bröllopsnatten", 1947). Og hun smeder atter rænker som den mørke adelsfrøken over for Bodil Kjers lyse heltinde i Ipsens 1600-tals trekantshistorie "Drama på Slottet" (1943), atter med Mogens Wieth som helten.

Men mest bemærket blev hun som refrainsangerinden i Ipsen-Norin-trilogiens tredie del, gyseren "Mordets Melodi" (1944), en glamourøs søvngænger og fremmed gæst på jord, fuld af hemmeligheder, man kun gysende aner.

Herefter viser hun sig - borte fra den Ipsenske hypnose - ret ordinær i "Saa mødes vi hos Tove" (1946) og "Mani" (1947). Hverken talentet eller ambitionen stod mål med udstrålingens løfter, men Norin nåede alligevel at markere sig uudsletteligt som en behageligt anderledes kvindetype i dansk film, med figurer fulde af tragiske undertoner og dunkel lidenskab. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]