Filminstruktør og manuskriptforfatter. Født 9/11 1948 i Danmark. Bille August startede sin filmkarriere som fotograf. Han blev uddannet på fotografskole i Stockholm og på Den Danske Filmskole i 1973.
Hans gennembrud som instruktør og manuskriptforfatter kom i 1978 med 'Honning Måne'. Den blev efterfulgt af 'Zappa' (1983) og 'Tro, Håb og Kærlighed' (1984) - begge resultater af et samarbejde med forfatteren Bjarne Reuter. De tre spillefilm blev suppleret af bl.a. TV-serien 'Busters verden', der også endte i en filmudgave, som vandt priser ved Berlinalen.
Bille August blev et stort navn i den internationale filmverden med Oscar-, Cannes-, Bodil- og Robert-vinderen 'Pelle Erobreren' (1987). Sit talent og sine muligheder brugte Bille August efterfølgende på en kombination af Ingmar Bergman-initierede skandinaviske film og større internationale satsninger som 'Den gode vilje' (både TV-serie og film), som vandt Guldpalmen i Cannes, 'Åndernes Hus' (1993), 'Jerusalem' (1996), 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' (1997), 'De Elendige' (1998), 'En sang for Martin' (2001) og 'Farvel Bafana' (2007), der vandt fredsprisen ved Berlin Filmfestival.
I 2012 instruerede August sin første danske film i 25 år, 'Marie Krøyer'. Han fortsatte dog med at arbejde i udlandet, blandt andet med blandt andet 'Night Train to Lisbon' (2013) og 'Den kinesiske enke' (2017). Han modtog en Bodil for årets bedste danske film for 'Stille hjerte' (2014). Også 'Lykke-Per' (2018) indløste priser i Danmark og udlandet.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.