Skuespiller. Født 12/7 1886 i København, død 2/6 1956 i USA - 69 år gammel.
Medvirkede i to af de allertidligste filmoptagelser hos Nordisk Film i 1906. Rejste omkring 1913 til USA og debuterede på film dér i 1915. I begyndelsen blev det kun til små roller, men efterhånden fik Hersholt skabt sig en solid karriere. I Valentinos gennembrudsfilm "The Four Horsemen of the Apocalypse" (1921) fik han en større birolle som tysk officer, og derfra udviklede mulighederne sig for ham. Hans egentlige gennembrud blev i von Stroheims mesterværk "Greed" (1924), hvor han spillede en af hovedrollerne.
Hersholts karriere i Hollywood blev stor og omfattende - bla. fik han i årene 1939-41 hos RKO sin egen film-serie med den gennemgående figur Dr. Christian, der byggede på nogle populære radioprogrammer, han havde lavet. Hersholt modtog i 1950 en æres-Oscar. The Jean Hersholt Award er siden 1956 blevet tildelt en person i forbindelse med uddelingen af Oscar-statuetterne. Jean Hersholt var en stor filantrop, og prisen er en anerkendelse af en persons idealistiske indsats.
Litteratur: Hans J. Wollstein: Strangers in Hollywood (1994).
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Jorden rundt på 80 minutter | 1955 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Politikens filmjournal 150 | 1952 | Medvirkende | Dokumentariske optagelser |
Politikens filmjournal 151 | 1952 | Medvirkende | Dokumentariske optagelser |
Jean Hersholt i København | 1948 | Medvirkende | Dokumentariske optagelser |
Rebildfesten 4. juli 1948 | 1948 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Aabningen af den danske Pavillon paa Verdensudstillingen, San Francisco | 1940 | Medvirkende | Dokumentariske optagelser |
Guld | 1923 | Medvirkende | U/Spillefilm |
Konfirmanden | 1906 | Medvirkende | DK/Kort fiktion |
Professorens Morgenavis | 1906 | Den ene spilopmager | DK/Kort fiktion |