Nikolaj Lie Kaas

Skuespiller. Født 22/5 1973. Søn af skuespiller Preben Kaas (1930-81) og forfatter Anne Marie Lie (1945-89).

Uddannet på Statens Teaterskole 1994-98.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

"Hvis jeg vælger at blive skuespiller, vil jeg i hvert fald ikke gå på en af skuespillerskolerne - jeg synes, skolerne ødelægger de unge talenter", udtalte den 17-årige Nikolaj Lie Kaas, godt et halvt år inden premieren på sin debutfilm "Drengene fra Sankt Petri" (1991). Og det lyder som et ekko af mange filminstruktørers datidige skepsis over for skuespilleruddannelsens form- og normgivning, f. eks. hvad angår diktion.

Kaas kom på skuespillerskole og er i sig selv et levende bevis på, at dette ikke er ensbetydende med talentets ødelæggende afretning mod noget konformt eller duarderpræget. Kaas er et fremtrædende medlem af en ung skuespillergeneration, der - teateruddannelse eller ej - sætter sig suverænt igennem på filmens og tv-mediets specielle vilkår.

Han gik da også i en god grundskole hos Søren Kragh-Jacobsen, der efter intensive prøver gav ham rollen som Otto Hvidmann i Besættelsestids-filmen "Drengene fra Sankt Petri". Kaas er proletaren, der skaffer Churchill-banden de våben, som gør deres drengestreger til reel sabotage. Rollen er speciel for Kaas, fordi den lever på en mut trods, han ikke har givet udtryk siden - Otto er 'manden i huset', hvor en stor børneflok og en tysker-fraterniserende mor er med til tidligt at gøre ham voksen.

Det drengede og renfærdige, der først og fremmest karakteriserer Kaas' senere roller, er her underbetonet, men dog til stede og bidrager til at gøre præstationen afrundet. Mindre at gøre godt med har han som den unge komponist Carl Nielsen foran gennembruddet i Erik Clausens konfliktfattige "Min fynske barndom" (1994), hvor han kun optræder i filmens sidste trediedel, under Clausens devise: "Lykken står den kække bi".

Mens Kaas gik på Statens Teaterskole, medvirkede han i Lasse Spang Olsens novellefilm "Davids bog" (1996), hvor han for anden gang spiller sammen med Tomas Villum Jensen - de er ørkesløse studenterkammerater, der rodes ind i kriminalitet. Men det er som Jeppe i Lars von Triers Dogmefilm "Idioterne" (1998), at Kaas tager et vældigt skridt fremad som filmskuespiller - ikke blot skaber han en sjov spasser, der falder i De Vilde Engles menneskehænder, men hans ømhed i en kærlighedsscene og hans smerte under den tvungne afsked udtrykkes med en sjælden hudløs renhed.

Han viser komisk potentiale i "I Kina spiser de hunde" (1999), hvor han bliver populær som kok i et parløb med Tomas Villum Nielsen (deres faste replik "Vi er bare kokke" blev hverdagsslang i en periode). Men han er også træfsikker i "Max" (2000), hvor han yder filmens bedste mandlige præstation som en flipper, der hjælper Sidse Babett Knudsens kvinde-desperado. Kaas er sjov som den fårede og forpjuskede drenge-nørd, der altid ser ud som om han er blevet vækket for tidligt efter en fest.

Han har en mindre rolle i afsnit 46 og 47 af tv-serien "Taxa" (1997-99) som den uskyldige Dan, der mistænkes for mord på en escortpige - en lidt ynkelig offerfigur. Men i "Blinkende lygter" (2000) er han tilbage på komedie-hjemmebane som den evigt spisende Stefan, den mest følsomme fummelfinger i den lille uheldige bande - det meste af tiden under kæresten Sofie Gråbøls tøffel og både komisk og smukt bevæget af (T)Ove Ditlevsens digt.

Sin mest udfordrende og vanskelige rolle fik Kaas som storebroderen i Åke Sandgrens "Et rigtigt menneske" (2001), og her leverer han sin hidtil betydeligste præstation. Med sit åbne, tillidsfulde drengeansigt har han til fulde den påkrævede renfærdighed og virker præcis efter hensigten: som det undrende, troskyldige menneskebarn født ind i den særeste af alle verdener, den danske velfærdsstat anno 2001. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]