Alfred Lind

Filmfotograf, instruktør og producent. Født 27/3 1879 (Søren Estrup Alfred Lind) i Højelt (ved Helsingør), død 29/4 1959 - 80 år gammel.

Følgende biografi stammer fra Jan Nielsens bog "A/S Filmfabriken Danmark" (2003):

"Fotografen og instruktøren Alfred Lind var en ener i den tidlige danske stumfilm. Han opbyggede gennem årene blandt andet et renommé som ekspert i sensationelle cirkusfilm og nød stor anerkendelse for sin teknik og miljøskildringer.

Perfektionisten Lind arbejdede alle dage bedst efter sit eget hoved, hvilket afstedkom samarbejdsvanskeligheder og en evig skiften produktionsselskaber. Han var en kompromisløs personlighed, der f. eks. hellere selv fremstillede sine kulisser, end nøjedes med det næstbedste. Også i valget af skuespillere var han yderst kritisk. Han fandt teatermanerer uforenelige med filmmediet, og blandt flere varianter lød hans motto: "Det er ti gange lettere at lave en skuespiller ud af en almindelig mand, end det er at lave en almindelig mand ud af en skuespiller".

Oprindeligt uddannet som møbelsnedker kom Alfred Lind tidligt i 1906 i kontakt med Ole Olsen, den senere så magtfulde generaldirektør for Nordisk Films Kompagni, omkring konstruktion af bl.a. film- og kopieringsapparatur. Herefter foretog han selv optagelser, eksempelvis af 1. maj-demonstrationen i København 1906 og Th. Staunings tale i Kongens Have. Samme år åbnede Lind Reykavijks første biograf, og arbejdede indtil 1909 som freelance reportagefilmfotograf i hele Norden. Herefter skulle han blive en efterspurgt fotograf og instruktør. Han arbejdede gennem årene ved mange af landets filmfabrikker, og hans navn er uløseligt forbundet med en stor del af dansk stumfilms milepæle.

I 1909 var Lind engageret hos A/S Th. S. Hermansen i Århus, hvor han samme år var fotograf på Eduard Schnedler-Sørensens Den lille Hornblæser og i 1910 fotograferede Alfred Cohns "Den hvide Slavehandel" for selskabet. Herefter slog han sig ned i København, hvor han i 1910 blev engageret af filmproducenten Frans Lundberg i Malmö som fotograf og instruktør på "Massösens Offer" (1910), der blev indspillet i Danmark. Samme år var han fotograf og muligvis med-instruktør på Urban Gads "Afgrunden" (Kosmorama, 1910), ligesom han i 1910 fotograferede og instruerede Kinografens første spillefilm, "En Rekrut fra 64", hvor han tillige spillede med. I 1911 instruerede han "Dødssejleren" eller "Dynamitattentatet paa Fyrtaarnet" (Ingvar Jørgensen Film, uds. 1912), ligesom han fotograferede og instruerede Kosmoramas "Den farlige Leg" samt Kinografens cirkusfilm "De fire Djævle". I årene 1911-13 havde Lind flere engagementer ved Det skandinavisk-russiske Handelshus (SRH). Efter at have fotograferet og muligvis co-instrueret SRHs første premierefilm "Morfinisten" (1911), indspillede Lind i firmaets netop færdiggjorte optagelsesteater Jens Christian Gundersens film "Dæmonen" (A/S Norsk Films Kompagni, 1911). I 1912 instruerede og fotograferede han SRH-succeserne "Den flyvende Cirkus" og "Bjørnetæmmeren" (hvor han også spillede titelrollen og skrev manuskriptet), og efterfølgende instruerede han delvist "Slægten" (1912) for firmaet.

Linds film blev øjeblikkeligt berømte uden for Danmarks grænser, og efter at have tegnet kontrakt med flere tyske selskaber overtog Lind i 1912 Continental Films Co.'s lokaler i Langebrogade 6 og dannede sit eget produktionsselskab, Alfred Lind Film. Herfra leverede han i egen instruktion (samt fotografering og formentligt tillige efter egne manuskripter) i 1912 filmene "Der Geheimvertrag"(Den hemmelige Traktat) og "Die Kriegsfackel" (Alt for Fædrelandet eller Krigens Fakkel) til SRHs tyske opkøber, Royal-Film G.m.b.H. [Düsseldorf], som han havde tegnet kontrakt med i maj 1912. Ligeledes med danske skuespillere lavede han samme år til Eiko-Film G.m.b.H. [Berlin] "Die gelbe Rose" (Af en Opdagers Dagbog eller Den gyldne Rose). Foretagendet løb imidlertid ikke rundt, og Alfred Lind Film måtte herefter lukke med en gæld på 80.000 kr. Fra den 14. december 1912 havde Lind kontrakt med Deutsche Bioscop-Gesellschaft m.b.H. [Berlin], hos hvem han instruerede "Turi, der Wanderlappe" (Vandrelappen og hans Datter, 1913), indtil han i 1913 atter for Eiko-Film instruerede "ifersucht" (Skinsyge) og "Amerika-Europa im Luftschiff" (Amerika-Europa i Luftskib).

Lind havde i 1913 fotograferet dele af Filmfabriken Danmarks "Krigskorrespondenter", men udlængsel førte ham på ny ud i Europa, hvor en fortsat succes de næste år gjorde ham gældfri, men aldrig rig. I marts 1914 påbegyndte han i Italien en serie sensationsfilm for Armando Vay & Hubert [Milano], hvor han bl.a. indspillede "Nel nome di Allah!" (I Allahs navn eller I Islams tegn, 1914), "Jockey della morte" (Dødsjockeyen, 1915) og "Il circo della morte ovvero L'ultima Rappresentazione di Gala del Circo Wolfson" (Cirkus Wolfsons sidste Gallaforestilling, 1916). I februar 1917 startede Lind selskabet Sensational Film i Genève, hvor han skrev, instruerede og fotograferede "Die Arena des Todes" ("Dødens arena", 1917-18). I Tyskland indspillede han i 1919 "Alkohol" (Julius Stern Film, 1920) med Ewald André Dupont som co-manuskriptforfatter og co-instruktør. I 1920'erne virkede han som instruktør såvel i Tyskland som i Milano, hvor han i egen instruktion forestod Emilie Sannom-filmen "La faniculla dell'aria" (Luftens Herskerinde, Lind-Film, 1923) og med Armin Petersen som co-manuskriptforfatter "Tragödie im Zirkus Royal" (Tragedien i Cirkus Royal, Nero-Film A.-G., 1928). Han sidste italienske arbejde blev instruktionen af "Ragazze, non scherzate" (Sacia, 1929).

Efter stumfilmæraens store efterspørgsel på hans mangesidede talenter blev Alfred Lind sat af med tonefilmens fremkomst. I 1930 var han tilbage i Danmark, hvor han tilbragte de næste år uden filmopgaver, indtil han i 1934 vendte tilbage til Milano for atter at prøve lykken med italiensk film. Fra Milano skulle han ifølge et avisinterview fra 1936 være blevet kaldt til Lux [Paris] for at instruere en flersproget genindspilning af Wolfson-filmen, ligesom han senere i 1936 udtalte, at han skulle i gang med en "Gøg og Gokke"-farce omkring figurerne Tom og Max på baggrund af eget manuskript og for svensk kapital. Ingen af disse tonefilmsprojekter blev dog realiseret.

I 1938 vendte Lind endeligt tilbage til Danmark, hvor han genoptog snedkerfaget, sideløbende med et kortlivet forsøg med en filmskole på Gammel Køge Landevej ved Greve Strand i årene 1947-49. Evigt sværgende et comeback - der aldrig kom - kastede han sig herefter over sin kongstanke fra 1930'erne: at tage konkurrencen op med amerikansk film gennem et europæisk, kooperativt filmsamarbejde. Gennem dette visionære projekt var det Linds tanke at koncentrere de europæiske filmøkonomier, forene den dramatiske/tekniske talentmasse på tværs af landegrænserne og lade den dyre nationale storfilm tage sit udgangspunkt i en europæisk co-produktion af en films overordnede handlingsgang og bekostelige indslag. For muliggørelsen af filmenes nationale versioneringer var det Linds tanke at anvende stand-ins i talescenerne, der efterfølgende kunne klippes ud og erstattes med nationale skuespillere on location, talende det pågældende lands sprog. Linds idé skulle aldrig blive realiseret, men co-produktion er på anden vis blevet en almindelig produktionsform er i nyere europæisk film."