Anne-Lise Gabold

Skuespiller. Født 5/10 1941. Har været gift med komponist og senere chef for Tv-drama på DR1 Ingolf Gabold.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1965-68 med efterfølgende ansættelse på teatret. Forlod den følgende sæson nationalscenen og kom ind i den socialistiske gadeteatergruppe Fickteatern i Stockholm. Herefter engagementer ved skiftende teatre. Underviser skuespillere i japaneren Tadashi Suzukis metode.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Ingen dansk filmskuespillerinde fra 1960'erne og fremefter har afgivet så forjættende løfter - og indfriet så få af dem.

Hun har en usædvanlig skønhedsudstråling af følelsesdybde og erotisk mystik og tøjlet lidenskab. Kameraet elsker hende - men dets kærlighed blev ikke gengældt. Tværtimod flygtede hun fra det. På sin filmkarrieres højdepunkt - ved Bodiloverrækkelsen for hovedrollen i "Midt i en jazztid" (1969) - var hun at finde i Nord-Sverige, hvor hun brugte et år på at spille ulønnet gadeteater, langt fra de filmkameraer, der så gerne ville indfange hende.

Hun talte nedsættende om at blive anvendt som type ("Har man først fået en stil, et ansigt, en maske, får man ikke godvilligt lov at slippe af med den", udtalte hun i 1975). Og som erklæret socialist censurerede hun op gennem 1970'erne sine filmrolletilbud politisk. En kontrakt med Det kgl. Teater blev brudt allerede i slutningen af 1960'erne, og hun fandt aldrig siden fast plads i et teater-ensemble - "jeg nåede ikke at slå mit talent ordentlig ud på teatrets scene", udtalte hun om sin tidlige karriere i et stort interview i Press, 1993, hvor hun er gådefuldt tavs om sit daværende politiske engagement. Til gengæld tilstår hun: "Jeg har altid været en strejfer. Det kan jeg se nu".

I sin debut som overklassepigen Vera Bagge i Knud Sønderby-filmatiseringen "Midt i en jazztid" ligner hun denne sjældne fugl i dansk film: en filmheltinde med et internationalt skær af dragende glamour og feminint raffinement. Og hun rammer præcist det usikkert afprøvende i figurens forhold til den socialt underlegne Peter Hasvig.

Dengang - som nu - hang gode, udfordrende kvinde-filmroller langt fra på træerne herhjemme, og også i "Midt i en jazztid" fører mændene det store ord. Men Anne-Lise Gabold gik straks videre til en krævende, men for hende langt fra uløselig opgave som Cordelia i Peter Brooks' "Kong Lear", delvist optaget ved Raabjerg Mile i vinteren 1968-69. Da den blev udsendt i februar 1971, havde hun allerede tilbragt et år i Sverige med Suzanne Ostens socialistiske gade- og gruppeteater, Fickteatern - og efter denne oplevelse kunne hun i 1970 fortælle Ekstra Bladet, at nu måtte hun sælge et par af sine bøger for at leve.

Hverken "Midt i en jazztid" eller "Kong Lear" havde slået an hos det store publikum, og det gjorde Claus Ørsteds nyfortolkede udgave af Blichers "Præsten i Vejlby" (1972) heller ikke. Men Gabolds præstation som præstedatter Maren, hvis kærlighed til Peter Steens Herredsfoged ender tragisk, viser i enkelte øjblikke hendes potentiale: det sorgfulde bliver poetisk, når hendes mørke, dybe blik strejfes af smerte. I Hans Kristensens debutfilm "Flugten" (1973) forlener hun en banal birolle som gangstertøs med sin alvorsfulde intensitet og suggestive sensualitet. Hun har desuden en anden udpræget siderolle som voldtaget leder af en børneinstitution i den svenske kriminalfilm "En främling steg av toget" (1974).

Filmkritikerne gav hende endnu en opmuntring med en birolle-Bodil for elskerinde-portrættet i Henning Carlsens fransksprogede drama "En lykkelig skilsmisse" (1975) - en præstation, der let udklasserer filmens franske stjerner Bulle Ogier og Bernadette Lafont. Men rollernes størrelse stod stadig ikke mål med talentet: hun sagde nej til hovedrollen som overklassekvinden i "Hjerter er trumf" (1976) og spillede i stedet - mere politisk korrekt - en birolle som sygeplejerske i samme film, iøvrigt stærkt reduceret i den senere, omklippede version af filmen. Og i den mislykkede thriller "Attentat" (1980) er hun en børnehavepædagog, der demonstrerer mod atomkraft og nedskæringer.

Blandt hendes ret små, tynde 1980'er-roller er hendes Ilse i Suzanne Ostens "Mamma" (1982) den mest interessante. Hun skiller sig voldsomt ud fra de svenske skuespillere ved sin naturlige karisma og ligefremme følelsesintensitet i birollen som den neurotiske heltindes veninde, der brændende ønsker sig at få et barn (filmen er Ostens portræt af sin mor Gerd Osten, filmkritiker og frustreret manuskriptforfatter). Filmen kom ikke til Danmark, og i sin foreløbig sidste film, Kirsten Stenbæks farce "Kærlighed ved første desperate blik" (1994), ses Gabold som bodegamutter, en næsten surrealistisk fejlplacering.

Hendes indsats på tv-teatret ligger på et højere niveau end mange af hendes film: den kvindelige hovedrolle i Ole Roos' og Kirstens Thorups "Sæsonen slutter" (1971) og titelrollen i samme instruktørs tv-udgave af Strindbergs "Frøken Julie" (1976), i samspil med Ole Ernst. Tillige ses hun som en passioneret, farlig friherreinde i Kaspar Rostrups "Båndet" (1973) efter Strindberg og som den udspionerede politikerhustru i Franz Ernsts og Klaus Rifbjergs "Privatlivets fred" (1973). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]