Annelise Meineche

Instruktør. Født 15. juni 1935, død 17. marts 2012.

Annelise Meineche kom ind som skuespillerelev på Aarhus Teater efter endt studentereksamen. Som 22-årig forlod hun dog skolen efter en dumpet eksamen og rejste til København, fordi hun ikke synes hun kunne vise sig i Århus mere oven på det nederlag. I København fik hun arbejde på Jørgen Bagger Filmproduktion, hvor hun blev i 6 år. Her arbejdede hun som instruktørassistent på en række kortfilm og reklamefilm og lærte på den måde filmhåndværket fra grunden. Ved siden af filmarbejdet spillede hun med i Studenterrevyen og instruerede amatørforestillinger. I 1964 fik hun job som teaterinstruktør med "Billy Løgneren" på Ungdommens Teater og "Hvem er bange for Virginia Woolf?" på Det Danske Teater.

Annelise Meineche debuterede som filminstruktør i 1965 med "Sytten" efter Soyas selvbiografiske roman. Filmen blev en kæmpe succes og den bedst indtjenende danske film i sidste halvdel af 1960'erne. Filmens sexscener, med Ole Søltoft som den 17-årige hovedperson, blev i enkelte tilfælde underlagt censur i udlandet, hvor filmen også gik godt, men instruktøren opfattede den ikke som en spekulationsfilm. Til Berlingske Aftenavis udtalte hun: "Jeg kan ikke se, det er forkert, at en film skildrer natur, sex og sengescener, og Soyas bog er ikke pornografi, tværtimod."

Oven på succesen med "Sytten" fulgte filmatiseringen af Strauss-operetten "Flagermusen". Filmen var stort sat op, men blev dårligt anmeldt og blev en underskudsforretning for producenten Palladium. I 1966 forsøgte Palladium og Annelise Meineche igen med en filmatisering af Soya, denne gang hans teaterlystspil "Bare en tagsten", som blev til filmen "Soyas tagsten". I 1968 fulgte "Uden en trævl", der var en filmatisering af nordmanden Jens Bjørneboes roman. Bogen var blevet forbudt i Norge som "utugtig" på grund af sit fokus på de unges seksuelle modning. Filmens mange sexscener betød i første omgang, at den blev totalt forbudt i Danmark, men da det stod klart, at voksencensuren stod for fald, blev den senere frigivet i en version med fire mindre fraklip. Filmen blev en publikumssucces, og voksencensuren blev seks måneder senere afskaffet i Danmark. Også den internationale distribution af filmen gik godt, og i en årrække var den en af de mest sete danske film i USA.

Året efter lavede Annelise Meineche og Palladium deres sidste Soya-filmatisering: "Damernes ven". Hverken anmelderne eller publikum tog godt imod denne nye "sexfilm", og ret meget bedre gik det heller ikke for den næste film, som var en genindspilning af Morten Korck-klassikeren "De røde heste". Ved slutningen af hendes filmkarriere udtalte hun sig om de dårlige anmeldelser, der fulgte de fleste af hendes film: "... men jeg synes ikke, det gælder om at lave film for 100-150 kloge teoretikere, men for millionerne".

Annelise Meineches sidste film blev "Den røde rubin" - endnu en filmatisering af norske Agnar Mynkles skandale-roman "Sangen om den røde rubin". Ole Søltoft var igen at se i hovedrollen, som den unge mand, der finder sit sande jeg gennem forskellige seksuelle forhold. Filmen undgik censuren, både i Danmark og Norge, hvor forfatteren dog opfordrede til åndelig krig mod Danmark på grund af filmens ringe kvaliteter! Her sluttede hendes filmkarriere og hun flyttede tilbage til Århus, hvor hun instruerede på tv og i radioen. Hun vendte også tilbage til studenterrevyer, holdt dramakurser og var i en periode tilknyttet Rosenteatret.

Annelise Meineche fik en kort og intens karriere i dansk film (7 film på 5 år). Hun ramte ind i en periode op til voksencensurens frigivelse, hvor det seksuelle frisind blev sat på prøve og bidrog til at starte bølgen af bløde pornofilm (Sengekant- og Stjernetegn-filmene), der skyllede ind over de danske biograferlærreder i 1970'erne, ofte med Ole Søltoft i hovedrollen. Selv fokuserede Annelise Meineche på udviklingshistorierne i sine film og ikke på sexscenerne. I et interview i forbindelse med indspilningen af "Sytten" siger hun om sin rolle, som kvindelig instruktør: "Man påstår, at vi kvinder er mere følsomme end mænd, mere impulsive og har lidt flere følelser, og jeg tror, at man som kvinde netop derfor er i stand til at stille sig mere udenfor og betragte denne udviklingshistorie, hvor en mand ville være mere impliceret og gå mere direkte til værks".