Fotograf, instruktør, skribent. Født 22/5 1887 (Anders Wilhelm S.), død 27/3 1938 - 50 år gammel. Gift 1º med skuespillerinde Karen Møller (senere Caspersen) - ægteskabet opløst, 2º med skuespillerinde Else Frölich - ægteskabet opløst, 3º med den tyskfødte skuespillerinde Ruth Jacobsen.
Stod oprindeligt i boghandlerlære, men blev knyttet til ugebladet "Verdensspejlet" som pressefotograf. Havde muligvis ansættelse som 'pladefotograf' hos Dansk Biograf Co. inden han i 1914 kom til Nordisk Film som søgte filmfotografer. Sandberg fortæller selv i et interview, at da hans gagekrav lød på 400 kr. om måneden, forlangte Ole Olsen, at han også skulle sætte i scene. A.W., som han blev kaldt, startede i 'den komiske afdeling', hvor han instruerede - og fotograferede - en række farcer, men han blev hurtigt afløst af Lau Lauritzen, som skulle blive periodens 'king of comedy'. Herefter blev Sandberg sat til at lave spændingsfilm, bla. serien "Manden med de ni Fingre", som bestod af fem film. Det store gennembrud kom med "Klovnen", som han iscenesatte i 1916 med Valdemar Psilander i hovedrollen. Filmen, som havde premiere 7. maj 1917 - 2 måneder efter Psilanders pludselige død - blev en stor publikumssucces og banede vejen for Sandbergs kommende store opgaver hos Nordisk. Det blev dog til en del 'metervarer' i lystspilgenren, inden han fik lov til at lave dét, han virkelig brændte for, nemlig Dickens-filmatiseringerne: "Vor fælles Ven" (1921), "David Copperfield" (1922), "Store Forventninger" (1922) og "Lille Dorrit" (1924). Ind imellem og efter lavede han flere kærlighedslystspil og endnu en stort anlagt og ambitiøs litterær filmatisering "Fra Piazza del Popolo" (1925) , inden han på Nordisk Film satte punktum for en imponerende produktion med sin måske største succes, genindspilningen af "Klovnen" med Gösta Ekman og Karina Bell i hovedrollerne. 58 spillefilm blev det til, hvoraf han selv havde skrevet manuskript til de 19 og fotograferet de 15.
I 1926 forlod han Nordisk for kort efter at rejse til Berlin, hvor han blev ansat hos Terra Film. Her lavede han bla. "Revolutionsbryllup" med Fritz Kortner, Karina Bell og Gösta Ekman i titelrollen. I 1929 tog han til Paris og instruerede endnu en film for Terra.
Tilbage i Danmark iscenesatte han tre spillefilm, men markerede sig de sidste år mere på kortfilmfronten med bla. "Tuborg-filmen" og "Over de store Broer til Danmark". Det blev også til adskillige iscenesættelser ved københavnske teaterscener, og Sandberg gjorde sig ikke mindst bemærket som en flittig filmkronikør - mere end 100 blev det til i perioden 1935-38.
Forfatteren Poul Knudsen har karakteriseret mennesket Sandberg på følgende måde: "A.W. var af natur en gladensvend, en lykkeridder med et hjerte så stort som en hvalfisks, fyldt med gamle idealer om tro, håb og kærlighed. Han blev beskyldt for sentimentalitet, men ordet kommer nu engang af sentiment: følelse. Og følelsesfuld var han overfor familie, venner, medarbejdere, skuespillere, der simpelthen forgudede ham. At han blev uvenner med sin medarbejder Skands [manuskriptforfatteren Laurids Skands - sic!] var ikke hans skyld, men ur-elementet: tørsten hos digteren" (artikel i Sønderjyden 18/1 1963).
Harald Engberg ser på filminstruktøren Sandberg med et kritisk blik: "I Sandbergs egen Tid fandtes der ingen vaagen kritik af hans Svagheder, han savnede Konkurrenter og blev for tidligt et indiskutabelt Geni i københavnsk Verdensformat. I Modsætning til vagabonderende Instruktører som Benjamin Christensen og Carl Th. Dreyer kom Sandberg i den Periode til at gøre sig fremtrædende gældende inden for en regelmæssig Produktion, hvori han hævdede det bedste af de gamle Traditioner, men ingen af hans Film viser Træk, der peger frem mod Filmens nye Ansigt. Han var fuld af Pietet for det nedarvede, ikke en Oprører og Eksperimentator, og helt igennem et Bytte for sin Tids Smag. Han varuden filmisk Originalitet, blottet for Ironi og Satire, og Handlingen i hans Film var dramatisk svag, fordi han fortabte sig i Detaljer. Hvad der først og fremmest udmærkede ham var den Fotografiets Fornemhed, han havde tilegnet sig som forhenværende Pressefotograf, hans Hjertes let rørte Følsomhed, og hans Sans for at skabe Stemning og Milieu" (Knud Gantzlers referat af Engberg-foredrag i Politiken, 13/3 1944).
A.W. Sandberg døde efter længere tids sygdom på et kursted i Bad Nauheim i Tyskland.
Litteratur: Harald Engberg: A.W. Sandberg og hans film - en periode i dansk films historie (1944). Knud Overs: A.W. Sandberg (1944).
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Rotten, en farlig gæst | 1939 | Andre credits | DK/Dokumentarfilm |
De tre danske Radiumstationer | 1938 | Producent | DK/Dokumentarfilm |
Vikingerne, deres Forfædre og Efterkommere | 1937 | Instruktion | DK/Dokumentarfilm |
Til Danmark over de store Broer | 1937 | Instruktion | DK/Dokumentarfilm |
Millionærdrengen | 1936 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Copenhagen, Gay and Vivacious | 1934 | Instruktion | DK/Reklamefilm |
7-9-13 | 1934 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Fem raske Piger | 1933 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Den gule Danserinde | 1931 | Instruktion | U/Spillefilm |
Revolutionsbryllup | 1928 | Instruktion | U/Spillefilm |
Slangen | 1928 | Instruktion | U/Spillefilm |
Klovnen | 1926 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Maharajahens Yndlingshustru | 1926 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Fra Piazza del Popolo | 1925 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Lille Dorrit | 1924 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Wienerbarnet | 1924 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Kan Kvinder fejle? | 1924 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Min Ven Privatdetektiven | 1924 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Kærligheds-Øen | 1924 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Morænen | 1924 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Lasse Månsson fra Skaane | 1923 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Nedbrudte Nerver | 1923 | Instruktion, En filminstruktør | DK/Spillefilm |
Paa Slaget 12 | 1923 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Den sidste Dans | 1923 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Pigen fra Sydhavsøen | 1922 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Store forventninger | 1922 | Instruktion | DK/Spillefilm |
David Copperfield | 1922 | Instruktion | DK/Spillefilm |
De Fire djævle | 1921 | Instruktion | U/Spillefilm |
Vor fælles Ven | 1921 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Kan disse Øjne lyve? | 1921 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Kærlighedsvalsen | 1920 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Det døde Skib | 1920 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Stodderprinsessen | 1920 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Rytterstatuen | 1919 | Instruktion, Foto | DK/Spillefilm |
Kærlighedsleg | 1919 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Solskinsbørnene | 1919 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Kærlighedens Almagt | 1919 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
En Kunstners Kærlighed | 1918 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Manden med Arret | 1918 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
De mystiske Fodspor | 1918 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Luksuschaufføren | 1918 | Manus | DK/Spillefilm |
Manden med de ni Fingre V | 1917 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Expeditricen fra Østergade | 1917 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Mellem de yderste Skær | 1917 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Den mystiske Tjener | 1917 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Den Retfærdiges Hustru | 1917 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Klovnen | 1917 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Manden med de ni Fingre IV | 1916 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Hendes Fortid | 1916 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Proletardrengen | 1916 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Plimsolleren | 1916 | Instruktion, Foto | DK/Spillefilm |
Katastrofen i Kattegat | 1916 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Barnehjertets Heltemod | 1916 | Instruktion, Manus, Foto | DK/Spillefilm |
Manden med de ni Fingre III | 1916 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Ene i Verden | 1916 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Den skønne Evelyn | 1916 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Manden med de ni Fingre I | 1915 | Instruktion | DK/Spillefilm |
Manden med Staalnerverne | 1915 | Instruktion, Foto | DK/Spillefilm |
Ungkarl og Ægtemand | 1915 | Instruktion, Foto | DK/Kort fiktion |
Paa de vilde Vover | 1915 | Instruktion, Foto | DK/Kort fiktion |
Appetit og Kærlighed | 1915 | Instruktion, Foto | DK/Kort fiktion |
Det gamle Fyrtaarn | 1915 | Instruktion, Foto | DK/Spillefilm |
Stribolt paa Kærlighedsstien | 1915 | Instruktion, Foto | DK/Kort fiktion |
Millionæren i Røverhænder | 1915 | Instruktion, Foto | DK/Kort fiktion |
Et lykkeligt Indbrud | 1915 | Instruktion, Foto | DK/Spillefilm |
Mandelist er vel behænde | 1915 | Instruktion | DK/Kort fiktion |
Hovmod staar for Fald | 1915 | Instruktion, Foto | DK/Spillefilm |
Manden med de ni Fingre II | 1915 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Skorstensfejeren kommer i Morgen | 1914 | Instruktion, Foto | DK/Kort fiktion |
De røvede Kanontegninger | 1914 | Instruktion, Foto | DK/Spillefilm |
Det hemmelighedsfulde X | 1914 | Stills | DK/Spillefilm |
Den heldige Frier | 1908 | Medvirkende | DK/Reklamefilm |
De Ægtemænd! | Instruktion, Foto | DK/Kort fiktion |